Går mod Mettes åbning: - Det kan ikke betale sig

Festen stod for døren, da værtshuse måtte åbne fra mandag. Men ikke for alle

- Jeg er ikke vred eller sur. Jeg er bare ærgerlig. Foto: Privat
- Jeg er ikke vred eller sur. Jeg er bare ærgerlig. Foto: Privat

Trods Mette Frederiksen proklamering om, at værtshuse fra mandag atter igen måtte slå dørene op til kolde humlegranater og råbevand, så er det ikke alle barer, som følger trop.

Gustav Nordberg er indehaver af Märkbar og Riesen Bar i København, og for ham giver en genåbning ingen mening.

- Jeg kan ikke åbne, og det handler om, at mine barer er små, når man ser på kvadratmeterne, siger han til Ekstra Bladet.

Under 37 kvadratmeter
Barerne er begge under 37 kvadratmeter, og det udfordrer en eventuel åbning.

- Lad os sige, at der så skal være en meters afstand mellem de forskellige klynger, der kommer ind, så kan der ikke komme mange. Hvis der skal være minimum en meter mellem gæsterne hos mig, og hensynet til bartenderen skal være på plads, kan vi maks have 16-17 gæster på hver bar.

- Vi har natbevilling. Kravene er, at der ikke må være åbent til senere end 24.00, så der ændrer vi væsentlig ved hele vores koncept. Det, sammen med begrænsningen på antallet af gæster, vil betyde, at vi får en drift, der ikke er mulig økonomisk, siger Gustav Nordberg der på åbningsdage skal have 10.000 kroner i omsætning for at få det til at løbe rundt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Man står tæt på Gustavs bar. Foto: Peter Troest
Man står tæt på Gustavs bar. Foto: Peter Troest

Mette F: Ser intet behov for stor nedlukning til efteråret

- Det vi lever af
Får Gustav Nordberg, der i lukningsperioden har arbejdet som lærervikar, de 10.000 kroner i kasseapparatet, så går regnskabet netop i nul, og det er heller ikke holdbart.

Derudover skader retningslinjer også den atmosfære, som man kan skabe på en bar.

- Det er jo det, vi lever af. Vi lever ikke af at sælge øl. Det kan man drikke derhjemme.

- Vi skal være det ekstra krydderi, og det er svært at skabe med de nuværende retningslinjer, som i øvrigt er meget vage i forhold til min del af restaurationsbranchen, siger Gustav Nordberg.

Rystet
Storcentre er allerede åbnet, og her er danskerne valfartet.

- Desuden var jeg på Fisketorvet den anden dag, hvor jeg blev lidt rystet. Folk moslede løs, som var det en helt almindelig dag, siger Nordberg og fortsætter:

- Hvis man kan åbne på den måde der, burde der også være plads til at åbne mere op andre steder. Jeg er ikke vred eller sur. Jeg er bare ærgerlig.

Mette F. vil regne på stor åbning

Et håb
Holder Danmark smittetallet lavt, kan barejeren håbe på, at man får nye og mere åbne retningslinjer.

- Vi kan drive vores forretning videre med 25 mennesker inde, og det vil vi også kunne holde styr på i døren, siger Gustav Nordberg.

- Det er mit håb, at det bliver sådan. Men jeg ved det ikke. Ellers er det første august, vi må se frem til, og der er meget lang tid til.