'Gadekampe kan ikke udelukkes': Taxa-chauffører vil smadre trafikken i protest

Op mod 300 taxachauffører vil lørdag aften lamme trafikken ved at blokere et centralt torv i København

Ekstra Bladets Topfart-vært forskellen mellem Uber og en taxa. Se hvordan det gik her. (Foto: Anders Berner)

Forholdet mellem taxachauffører og chauffører fra Uber er så anstrengt, at op mod 300 københavnske taxachauffører lørdag aften klokken 21 vil blokere Kongens Nytorv i centrum af København i protest.

Det fortæller Søren H. Nicolaisen, der er formand for brancheforeningen Taxiførere i Danmark, til tv2.dk.

- Det er helt sikkert, at der kommer en blokade i aften. Det kommer nedefra, altså fra chaufførerne. Der har bredt sig en stemning om, at nok er nok. Vi har fuld forståelse for, at vores chauffører laver den her blokade i aften, siger han til TV 2.

'Gadekampe kan ikke udelukkes'
Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra Søren Nicolaisen, der i en pressemeddelelse fra forleden skriver, at 'taxikrigen eskalerer', og 'gadekampe kan ikke udelukkes'.

- Som det ser ud, tegner det sig til en direkte konfrontation i gaderne mellem de lovlige taxaer og piraterne allerede fra denne weekend. 3-500 taxier eller flere forventes at blokere indre by af for at tvinge politiet til at skride ind over for de mange pirattaxier, og direkte konfrontationer mellem Ubers pirattaxier og de lovlige taxachauffører kan ikke længere udelukkes, står der i pressemeddelelsen.

Politiet: Taxachauffører kender udmærket færdselsloven
Ekstra Bladet har været i kontakt med Københavns Politi for at høre, hvad man vil stille op med blokaden i Københavns indre by, der vil gå ud over trafikken.

- Det har vi for nuværende ingen kommentarer til, siger vagtchef Lars Westerweel til Ekstra Bladet.

- De fleste, der kører taxa, kender udmærket færdselslovens bestemmelser, tilføjer han.

Dansk Taxi Råd: Demonstranterne tager kunderne som gidsler
Hos brancheorganisationen for taxiselskaberne, Dansk Taxi Råd, fortæller man, at foreningen ikke har noget med aftenens blokering af Nytorv at gøre.

- Selv om vi også mener, at det, Uber gør, er ulovligt, synes vi ikke, at en demonstration lørdag aften, hvor man tager kunderne som gidsler, er nogen særlig god idé. Så vi fraråder vores vognmænd og chauffører, at de deltager i det. Og det er heller ikke noget, vi har med at gøre, siger direktør Trine Wollenberg til Ekstra Bladet.

- Men vil I gøre en indsats for at stoppe det, hvis nogen af dem, som I repræsenterer, vil deltage i at blokere indre by?

- Ikke andet end det, vi har gjort indtil videre, hvor vi har fortalt vores vognmænd og chauffører, at vi synes, det er en umådeligt dårlig ide, og vi anbefaler dem, at de lader være.

- Vi har ikke andre muligheder. Vi kan ikke kalde biler hjem eller noget - vi er en brancheorganisation for taxiselskaberne. Så den eneste mulighed, vi har, er det, vi gør nu, siger Trine Wollenberg og uddyber:

- Og vi synes ikke, det er måden at vise sin utilfredshed på, for det går ud over kunderne, og det synes vi er en dårlig ide.

372 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere