Gælder KUN for kvinder: Spar en femtedel når du kører tog

Det offentlige transportselskab BVG sætter mandag fokus på den manglende ligeløn i Tyskland med en kvindebillet

Kvinder og transkønnede kan mandag spare 21 procent, når de kører med tog i Berlin. Foto: Fabrizio Bensch / Ritzau Scanpix
Kvinder og transkønnede kan mandag spare 21 procent, når de kører med tog i Berlin. Foto: Fabrizio Bensch / Ritzau Scanpix

I dag mandag er det tyske transportselskabet BVG på banen med et særligt tilbud.

Såfremt man er kvinde, kan man nemlig spare 21 procent på billetten, hvis man kører med offentlig transport.

Tilbuddet gælder også, hvis man er transkønnet.

Anledningen er, at det i dag mandag er den årlige dag for ligeløn i Tyskland.

Her viser beregninger fra EU's statistikenhed, Eurostat, at kvinder i snit tjener 21 procent mindre end mænd, og det er i denne anledning, at BVG disker op med den særlige kvindebillet.

Det skriver Berlingske.

'Betaler sig at være kvinde'
- Vi vil gøre opmærksom på en uretfærdighed i det tyske samfund. Det er ikke vores hensigt, at nogen mænd skal føle sig diskrimineret af vores aktion, siger en talsmand fra BVG til Berlingske, der samtidig understreger, at mænd, der køber billetten, vil få en bøde.

Medmindre de opfatter sig selv som kvinder.

- Enhver, der føler sig som kvinde, er velkommen til at bruge tilbuddet, lyder det.

Sloganet fra BVG er da også, at 'nu betaler det sig at være kvinde'.

Prisen for en dagsbillet for kvinder vil være 5,5 euro, imens mænd må betale syv.

Tilbuddet gælder kun mandag.

62 kommentarer
Vis kommentarer