Ekstra Bladet kunne fredag fortælle om utilfredse gæster, der følte sig godt og grundigt snydt, efter de onsdag aften havde været til fest på baren 'Halvandet' på Refshaleøen i København.
Her fandt begivenheden 'Påske Tam Tam 2017' sted.
Gæsterne var især utilfredse med, at der tilsyneladende var blevet lukket alt for mange mennesker ind til festen.
- Der var fuldstændig proppet. Man kunne ikke engang danse, fordi der var så mange mennesker. Folk maste, og jeg gik helt i panik næsten. Der var folk, der skubbede, fordi de ville ud eller stå i kø til toiletterne. Men der var også mange piger, som fik angstanfald, fordi de blev klemt. Det var slet ikke særlig rart, fortalte 18-årige Julie Lund Larsen, til Ekstra Bladet.
Men stedet var hverken fyldt eller overfyldt, fortæller medarrangør, Robin Ungermann.
- Det er ikke rigtigt, at der har været for mange mennesker til festen. Området var egnet til 2500 mennesker, og det holdt vi os under. Både vagter, politi og brandvæsen var derude og vurdere, at vi overholdt sikkerhedsreglerne. Vi var blevet lukket som det første, hvis der havde været nogle problemer, fortæller han.
Har fået en del klager
Flere gæster har fortalt til Ekstra Bladet, at de måtte stå i kø i op mod to timer for at blive lukket ind til festen. Ifølge Robin Ungermann skyldtes det, at politiet inspicerede stedet i længere tid.
- I løbet af aftenen undersøgte brandvæsenet og politiet ind- og udgangene, og mens de var der, blev der lukket for nye gæster. Det tog cirka halvanden time, og så blev der åbnet op igen, fortæller han.
- Flere af gæsterne ønsker deres penge tilbage, fordi de føler sig snydt og har haft en dårlig oplevelse. Er det noget, I vil efterkomme?
- Vi har fået en hel del klager allerede, og dem vil vi vurdere enkeltvis sammen med Billetto.
- Men det er jo to forskellige forhold, om man føler sig snydt, eller om man har haft en dårlig oplevelse. Der er ikke så meget at gøre ved dem, der er vrede over at skulle stå længe i kø. Vi var nødt til at følge myndighedernes anvisninger, ellers var festen blevet lukket.
- Men jeg er selvfølgelig super ked af, hvis gæsterne ikke er blevet informeret ordentligt i køen, siger medarrangøren.
Billetterne til festen har kostet mellem 249 kroner og 1200. Den billigste var en standard billet købt lang tid i forvejen, mens den dyreste var en VIP-oplevelse med adgang til VIP-indgang- og område på stedet.