GameStop-kaos fortsætter: Her er taberne

Hos Dansk Aktionærforening ser man, at de private investorer står tilbage som vindere - men også de økonomiske tabere efter GameStop-kaos

GameStop-sagaen fortsætter ufortrødent.

Torsdag aften dansk tid blev der sagt undskyld fra investeringsplatformen Robinhood, der lukkede for handler, da aktien rasede mod usete højder, men CEO Vladmir Tenev havde svært ved at sætte ord på, om han havde gjort noget forkert.

Samtidig steg Gamestop-aktien for en kort stund, da Reddit-ikonet Keith Gill leverede sit vidnesbyrd om sagen. Alligevel endte aktien i et rødt minus på 11 procent for dagen - ned til det laveste niveau i næsten en måned.

Forstå sagen

Det kan være svært at finde hoved og hale i sagen om GameStop-aktien, der også har spredt sig til andre aktier.

En forsimplet forklaring er, at der var en række store fonde, som forventede, at virksomheden GameStop ville klare sig dårligt i fremtiden.

Derfor smed de penge i, at aktier i virksomheden ville falde i pris.

Flere private investorer mente dog, at det var en fejltolkning, og at virksomheden derimod ville klare sig godt i fremtiden.

Derfor smed de penge i, at aktier i virksomheden ville stige i pris.

Det skabte røre på sociale medier, og nu er det for mange endt med at blive en principiel kamp mod de store fonde, som - ifølge dem - ødelægger markedet ved at sende virksomheder på konkursens rand, når de presser prisen ned.

Nogle af de store investeringsplatforme, som brugerne brugte til at investere i aktien, har lukket for salg af lige netop GameStop, hvilket giver grobund til spekulationer om, at de holder hånden under de store fonde.

Mads Christiansen mener, at der er gigantiske muligheder for vækst på særligt ét område. Foto: Ernst van Norde Dine Penge Topinvestor: Det tror jeg på i fremtiden

Tabere og vindere
Alt det fandt sted i en virtuel kongreshøring, der kunne streames på YouTube.

Hos Dansk Aktionærforening ser man, at de private investorer står tilbage som vindere - men også de økonomiske tabere.

- Taberne endte med at være handelsplatformen Robinhood og hedgefonden Citadel. De må indstille sig på, at reguleringen og myndighederne kan komme efter dem. Vinderne var de private investorer med Roaring Kitty (Keith GIll, red.) som frontfigur, men sejren var bittersød, da rigtig mange nybegyndere står tilbage med store private tab for gambling og aktiehandler, de reelt ikke forstod, siger direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak i en pressemeddelelse.

Ved høringen var topchefer for Citadel, Robinhood, Melvin Capital, Reddits CEO og Reddit-brugeren Keith Gill.

Her blev de adspurgt af amerikanske politikere.

Flere høringer forventes at finde sted om sagen i den kommende tid.

Se hele høringen her.

GameStop-aktien steg på kort tid fra ti dollars pr. aktie til et højdepunkt på 483 dollars pr. aktie i slutningen af januar.

I skrivende stund er en aktie 40 dollars værd.

Keith Gill startede med at købe op i aktien i juni 2019, hvor kursen var nede på under fem dollars pr. aktie, og han har ved flere lejligheder vist, hvordan hans investering på 50.000 dollars er blevet til flere millioner.

141 kommentarer
Vis kommentarer