Gassen gået af hvalen: Ingen eksplosionsfare

Det var ikke så nemt at få den store kaskelothval ved Fanø op på land. Fire rendegravere måtte simpelthen rulle den i land

Feriegæster og borgere på Fanø har fra i går kunne få sig en på opleveren ved Sønderho Strand, da en død, 12 meter lang kaskelothval var drevet i land i løbet af natten til onsdag. 

Højvandet har dog spillet Skov- og Naturstyrelsen et pus, og de måtte derfor vente med at trække hvalen i land til dag, så den kunne blive parteret.

Men det er åbenbart ret vanskeligt sådan at hive en kaskelothval i land.

Se også: 12 meter lang hval strandet ved Fanø

Det måtte Skov- og Naturstyrelsen sande torsdag formiddag, da fire rendegravere var kørt til stranden for at trække hvalen på tør grund. De fire rendegravere blev med torve spændt fast til halen på hvalen, men det lykkedes altså ikke at trække det store dyr op.

En død hval er ikke sådan at få i land (Politifoto)
En død hval er ikke sådan at få i land (Politifoto)
 

Man måtte derfor ændre strategi. Det resulterede i, at de tre, store rendegravere blev kørt om bag hvalen og linede sig op på siden af kaskelotten. Derfra brugte de skovlene på rendegraverne til at trille hvalen ind på det tørre sand.

- Ja rendegraverne måtte simpelthen trille hvalen ind som en pølse, man triller hen ad gulvet. Den skal jo trilles en helt kilometer, fordi Vadehavet er så stort, så det har været et stort stykke arbejde, siger Ulrik Lorenzen, der er den lokale skovrider hos Skov- og Naturstyrelsen.

Trilleriet kommer til at fortsætte i morgen, fredag, og så skal dyret parteres på land.

Næsten som at se folk trille store traktordæk til crossfit (Politifoto)
Næsten som at se folk trille store traktordæk til crossfit (Politifoto)
 

Bliver parteret med rendegraver
Ulrik Lorenzen forklarer, at de har haft en smed til at udvikle en særlig kniv, som kan spændes fast på en af rendegraverne.

- Der er ingen, der vil have skelettet af hvalen, så derfor får vi en maskine til at skære dyret i tre, fire, fem stykker, og så kan vi håndtere dem med håndkraft. Men det er rigtigt, at vi mange gange parterer dyret med håndkraft, siger skovrideren.

Ingen museer har været interesserede i at få skelettet, og derfor bliver dyret destrueret. At lave et komplet skelet ud af sådan et dyr koster også en hel million, fortæller Ulrik Lorenzen.

Formentlig død af stranding
Skovrideren fra Skov- og Naturstyrelsen forklarer, at det ikke er første gang, der er set hvaler på Vestkysten.

- Normalt er det mindre hvaler som marsvin og delfiner, vi ser, men for nogle år siden strandede der ikke mindre end tre kaskelotter ved Henne Strand. Et år havde vi seks hvaler på en gang, det var et kaos, siger Ulrik Lorenzen.

Nu skal der tages prøver fra hvalen, så dødsårsagen kan fastlægges.

- Hvalen har været død i noget tid. Formentlig er den strandet et sted og kommet med højvandet herind. Hvaler dør ofte af stranding, fordi de skal have vand omkring sig for at overleve. Ellers bliver organer og knogler knust, når de ligger på et hårdt underlag, forklarer skovrideren.

Det er normalt unge hanner, der strander.

- Det er formentlig, fordi de kommer mere omkring end hunnerne. Vi har en teori om, at hvaler har svært ved at navigere rundt i Nordsøen, og derfor ser vi altså strandingerne af de unge hanner her, siger Ulrik Lorenzen.
 

Ingen eksplosionsfare
Flere husker billeder af hvaler, der eksploderer, efter de har ligget noget tid på stranden. Ulrik Lorenzen tror dog ikke, det kommer til at ske denne gang.

- Jeg skal hilse og sige, at den lugter rædselsfuldt. Sådan nogle hvalgasser er både søde og fedtede i lugten, og det sidder fast. Jeg kørte forbi med åbne vinduer i min bil i går, og lugten sidder stadig i bilen. Men det betyder imidlertid også, at hvalen nok ikke eksploderer, fordi alle gasser er kommet ud. Mange af gasserne er kommet ud gennem munden, da vi rullede den, som en rigtig dårlig ånde. Det lugter virkelig dårligt, siger Ulrik Lorenzen.

Se også: Ledte efter rav og fandt en hval: Den lugter

Det har dog ikke stoppet folk i at besøge stedet, hvor hvalen ligger.

- Det er lidt af et tilløbsstykke. Der har været rigtig, rigtig, rigtig mange mennesker, og de stiller gode spørgsmål. Heldigvis kommer de ikke for tæt på på grund af lugten, siger skovrideren fra Skov- og Naturstyrelsen.

Det er godt, at folk ikke går for tæt på, for sådan en hval kan have smitsomme bakterier i sig.

- Og hvis man får sådan nogle bakterier med sig hjem, så kan man altså godt få de lidt dårligt, siger Ulrik Lorenzen.

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere