Danske Spils reklame med den lille pige, der vifter med pegefingeren for at sige, man ikke må skrabe før tid, er tilsyneladende gået over hovedet på en heldig kvinde fra Nordsjælland.
Hun har valgt at skrabe forud, og allerede 2. december har hun skrabet den ene af de fem hovedgevinster på en million kroner.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Til gengæld har kvinden - i julens ånd - besluttet at bruge pengene på velgørende formål.
- Min mand og jeg har i mange år købt tre kalendere. En til ham og to til mig, og den ene måtte jeg skrabe med det samme. Nu er min mand desværre død, så i år købte jeg kun to. Den anden skal jeg skrabe en dag ad gangen i december måned, men jeg er stadig så barnlig, at jeg skraber den første med det samme, siger kvinden til Danske Spil og tilføjer:
- Jeg var fuldstændigt målløs. Nej, der er noget galt. Jeg talte op og modregnede og frem og tilbage... Så ringede jeg til min søn, og sagde, ’der er noget, du skal hjælpe mig med!’ Han troede sikkert, at det var noget med computeren, siger hun, hvorefter hun i stedet stak sin søn en julekalender og bad ham tælle juletræer, da han kom forbi.
- Han fattede ikke mistanke, men så sagde han: ’Nej, mor! Hold da op! Du har vundet en million.’, og jeg svarede ’Ja, det var jo det, jeg ikke kunne finde ud af, siger hun med et stort grin.
Kommer andre til gode
Kvinden, der beskriver sig selv som 'et helt almindeligt menneske', der har, hvad hun skal bruge, vil derfor bruge gevinsten på at glæde andre.
- Jeg vil ikke foretage mig noget anderledes. Men jeg giver nok mine børn ekstra store adventsgaver, og så er det dejligt at kunne glæde andre.
- Jeg støtter bestemte organisationer, og det skal være mig en glæde at kunne sende mange flere penge afsted, end jeg plejer. Jeg vil støtte Dansk Blindesamfund, og så vil jeg også give nogle anonyme pengegaver, så der er råd til flere hjælpepakker til fattige familier i sognet, fortæller hun.
Kvinden fortæller, at hun også spiller Lotto og her har hun altid haft en drøm, hvis gevinsten landede på over syv millioner kroner.
- Så ville jeg oprette et bosted for unge anbragte over 18 år. Det har været min store livsdrøm, men det koster altså mere end en million, siger kvinden, som fortsætter med at spille Lotto i håbet om at vinde de syv millioner kroner.
Der er dog stadig et spinkelt håb tilbage, hvis du har en skrabekalender. Der er nemlig to gevinster på en million kroner.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hvert år siden 1994 har danskerne kunnet se den samme julereklame fra Danske Spil. Her får du hele historien om den legendariske reklame og alt om dine vinderchancer, som du kan læse mere om her.