Tirsdag 13. april var en glædelig morgen at vågne op til for mange butiksejere i storcentre. Butikker i storcentre, der er under 15.000 kvadratmeter, behøver nemlig ikke længere holde åbent gennem bagdøren ud mod gaden, som flere ellers har gjort.
Derfor kunne flere butikker i landets storcentre slå dørene op på helt rigtig vis og byde kunderne velkommen.
Ekstra Bladet tog til det nordsjællandske - nærmere betegnet Farum Bytorv - for at høre, hvordan det var.
Mere liv i gangene
Da Ekstra Bladet ankommer, er flere butikker allerede godt i gang med at rulle tøjstativer og display-kasser ud på gangene.
Trine Nelbom ejer tøjbutikken Coolcompany, som sælger tøj til børn og unge, og hun er en af dem, der nu kan holde rigtigt åbent.
- Det er bare helt fantastisk. Vi har glædet os så utrolig meget, siger Trine til Ekstra Bladet.
- Hvad har du glædet dig mest til?
- Liv, udbryder Trine.
Ligesom mange andre butikker i Farum Bytorv har Trines butik ikke været helt lukket siden december. Hun har nemlig haft mulighed for at holde åbent gennem bagdøren, fordi den går direkte ud til gaden.
- Men det er bare ikke det samme. Slet ikke, siger hun.
- Vi får et helt andet liv inde i centeret, når vi alle kan åbne rigtigt.
Trine håber på at se mange af de kunder, som hun har savnet gennem nedlukningen.
Også butiksejer Henrik Petersen, som ejer Bonnie Dyrecenter i Farum, smiler stort over centerets genåbning.
- Det er virkelig dejligt, at vi kan åbne vores butikker, som vi plejer, siger han.
- Der har været ret stille i mange måneder, men det er forhåbentlig slut nu.
Har glædet sig til genåbning
Ursula Jensen har fri fra arbejde, og hun har valgt at bruge dagen på at shoppe i Farum Bytorv.
Og det er en speciel type butik, hun er ude efter.
- Jeg har glædet mig mest til, at tøjbutikkerne åbner igen, siger hun.
- Så dem skal jeg ud at se på nu.
Også for Ellen Farr er det et glædeligt syn, at butikkerne kan åbne.
- Jeg vidste faktisk ikke, at alle kunne åbne i dag, fortalte hun.
- Men det er rigtig dejligt, at der igen kommer liv i bycenteret. Jeg har savnet boghandleren herinde, og jeg har lige købt nogle bøger til mine børnebørn.