Genbrugs-boom: Folk på kontanthjælp, flygtninge og unge flokkes om billigt genbrugstøj

Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Danmission melder om rekordomsætning i genbrugsbutikkerne. Boom forklares blandt andet med, at kontanthjælpsmodtagere og flygtninge køber mere ind i genbrugsbutikkerne end tidligere

Røde Kors melder om en stigning i omsætningen på næsten 50 procent fra 2014 til 2015. Her ses butikken på Amagerbrogade i København. (Foto fra Google Maps)
Røde Kors melder om en stigning i omsætningen på næsten 50 procent fra 2014 til 2015. Her ses butikken på Amagerbrogade i København. (Foto fra Google Maps)

Kunderne vælter ind i genbrugsbutikker over hele landet. Og det kan ses på regnskaberne hos fem store hjælpeorganisationer.

Tilsammen fik de et overskud på at sælge genbrugsting og tøj sidste år på mere end 168 millioner kroner.

Dermed indbringer genbrugsbutikkerne alene i de fem organisationer mere end 25 millioner kroner ekstra i gevinst på bare et år, og det på trods af en stigende konkurrence fra private loppemarkeder.  

Læs også: Genbrugsguld hitter som julegaver

Det viser en kortlægning, som Avisen.dk har gennemført.

Alene Røde Kors melder om en stigning i omsætningen på næsten 50 procent fra 2014 til 2015. Sidste år var overskuddet i organisationens 235 genbrugsbutikker rundt om i Danmark på godt 75 millioner kroner.

Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker fik et overskud på 24,6 millioner sidste år, hvilket er en fremgang på to og en halv million kroner sammenlignet med 2014.

Læs også: Denne genbrugsbutik slår alle rekorder

Hipt at købe genbrugstøj
Danmission fik en fortjeneste på godt 27 millioner kroner sidste år, mens Kirkens Korshær fik knap 32 millioner kroner i overskud fra deres genbrugsbutikker.

Med mere end 10 millioner kroner i overskud oplevede også Blå Kors rekordoverskud i 2015.

Chef for genbrug i Røde Kors Tina Donnerborg forklarer boomet i omsætningen med, at alle danskerne, både unge og gamle, rige og fattige, i dag handler i genbrugsbutikker.

- Kundesammensætningen i Røde Kors-butikkerne ligner sammensætningen af danskere. Tendensen herhjemme er jo, at genbrug er helt okay. Det er hipt at gå i genbrugstøj og pifte garderoben op med et scoop. Det passer ind i, at vi er blevet mere individualiserede, siger hun.

Mange kunder kommer af nød
Samtidig pointerer Tina Donnerborg, at der i dag er en stor miljøbevidsthed, der får mange til at købe genbrug for at sikre en mere bæredygtig udvikling.

- Men selvfølgelig er der også kunder, der handler i genbrugsbutikkerne af nød, siger hun.

Leder af genbrug i Danmission, Torben Holm, fastslår, at kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og indvandrere i stigende grad køber tøj og andre fornødenheder i genbrugsbutikkerne.

- En stor andel af kunderne i Danmissions genbrugsbutikker i de store byer er helt afgjort folk på overførselsindkomster, som ikke har for meget at rutte med i hverdagen. Vi oplever flygtninge og indvandrere, der kommer for at få tøj på kroppen, fordi de ikke har råd til at gå andre steder hen, siger han.

Flygtninge køber både møbler og tøj
Også chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, fremhæver, at der blandt kunderne i organisationens 230 genbrugsbutikker er mange mennesker med store økonomiske problemer.

- Vi ser mange flygtninge og indvandrere, der ofte har små midler. I vores butikker har de mulighed for at købe billigt genbrugstøj, og vi ser også nogle komme for at købe møbler, når de skal etablere sig for første gang i en bolig i Danmark. Så hjælper vi med at sammensætte en grundpakke til dem med en god gryde, stegepande og alt muligt andet, siger hun.

Hård konkurrence
Det stigende overskud i genbrugsbutikkerne hænger også sammen med stigende omsætning i stadig flere butikker, noterer alle organisationerne. Og i takt med at der er kommet flere butikker, har organisationerne også professionaliseret butikkerne og holder kurser for de frivillige, der står i butikkerne.

Leder af Genbrug i Danmission, Torben Holm, anfører, at konkurrencen på genbrugsting bliver stadig større.

- Der kommer stadig flere private loppemarkeder og kommunale genbrugscentre, som vi konkurrerer med. Derfor er overskuddet udtryk for, at vores mange frivillige er dygtige til at drive forretningerne og gøre dem indbydende for vidt forskellige kunder, fastslår han. 

Læs også: Her åbner prinsesse Marie nyt "genbrugs-supermarked"

 

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere