Genforenet med hund syv år efter den blev stjålet

Jack Russell-terrier tilbage hos sin ejer, efter den blev stjålet i 2008

Lykkelige Brian Berry med Molly. (Foto: SWNS)
Lykkelige Brian Berry med Molly. (Foto: SWNS)

En elsket familiehund er igen hjemme, efter den blev stjålet for syv år siden.

Molly, den nu 10-årige Jack Russell-terrier er blevet genforenet med sine ejere Brian og Pauline Berry af politiet i Warwickshire, England. Det skriver telegraph.co.uk

Ordensmagten fandt ejerne via hundens microchip, men var alligevel overrasket over at finde ud af, at den firebenede ven var stjålet fra parrets kennel helt tilbage i 2008.

Politiet stødte på Molly, der sammen med et kobbel af hunde løb omkring på gaderne i Leamington Spa den 23. juli - over 300 kilometer fra sit hjem.

Molly var afmagret, og hendes tænder var i dårlig stand, da hun blev indfanget, men hun er nu under kærlig pleje hos Berry-familien.

- Jeg er 100 procent sikker på, at hun med det samme kunne genkende os, siger 68-årige Brian Berry.

Hvalpe også stjålet
Tilbage i 2008 blev Molly fjernet af tyve sammen med sit firedage gamle kuld af hvalpe, og ved bortførelsen blev hun separeret fra sin søster, Megan.

Hvalpene er stadig ikke dukket op, men Molly og Megan er nu genforenet hos familien.

Politiets efterforskning af det syv år gamle tyveri af hundene pågår stadig, men ingen er endnu anholdt.

9 kommentarer
Vis kommentarer