Geomagnetisk storm rammer i aften

Der er gode muligheder for at spotte nordlys lørdag aften

DMI's meteorolog satte fredag nogle flere ord på, hvordan weekendens vejr bliver.

En kraftig geomagnetisk storm rammer lørdag aften og natten til søndag Danmark.

Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved DTU Space, forklarer, at det er 'udbrud på solen', der har sat en reaktion i gang, der kan skabe mulighed for at se nordlys herhjemme.

- Der har i det seneste døgn være nogle udbrud på solen, og udbruddene har sendt en sky af elektrisk ladede partikler afsted mod jorden, siger Michael Linden-Vørnle til DR.

Nordlys over Aarhus i 2000.
Nordlys over Aarhus i 2000.

Det vil betyde, at der lørdag aften mellem klokken 22 og 24 vil være god mulighed for at se nordlys i Danmark, fortæller Thyge Rasmussen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.

- Det tegner til, at det kan lade sig gøre, fordi der ikke kommer ret mange skyer, siger han til Ekstra Bladet.

Særligt godt er nordlys-potentialet i de nordlige egne af Jylland og i de østlige egne, hvor der ifølge vejrprognosen vil komme få skyer på nattehimlen.

Tidspunktet omkring klokken 22 er det bedste, for på det tidspunkt er månen endnu ikke stået op.

Kræver få forberedelser
Hvis man er så heldig at være et sted, hvor der er klart vejr, så er det ikke de store forberedelser, der skal gøres, for at få de bedste betingelser for at se nordlys.

- Stærkt belyste gader skal man holde sig fra, siger Thyge Rasmussen, der selv vil stå klar i aften for se det flotte grønlige skær.

- Det er ikke noget, man ser ret tit, men det forekommer nogle gange i løbet af vinteren. Det er dog meget kortvarigt, siger han.

35 kommentarer
Vis kommentarer