Giftstoffer fundet i populært legetøj

Loom Bands-vedhæng indeholder ulovligt store mængder ftalater

Farverige er armbåndene, men de kan også være farlige (foto: Facebook)
Farverige er armbåndene, men de kan også være farlige (foto: Facebook)

Skal påskeunderholdningen gå med at lave smykker med børnene, er det en god ide at tjekke emballagen på smykke-pakkerne først. Det viser sig nemlig, ifølge Miljøministeriet, at mange plasticvedhæng til de populære 'strikke-elastikker' Loom Bands indeholder ulovlige mængder af det sundhedsfarlige ftalat DEHP.

Flere butikker, heriblandt Søstrene Grene og BeadsNdrops, har i de seneste måneder tilbagekaldt vedhæng - også kaldet 'charms' - som indeholder det giftige stof.

Ftalatet DEHP kan skade forplantningsevnen, er hormonforstyrrende og kan give fosterskader. Det har været forbudt i legetøj og produkter til småbørn siden 2007.

Miljøministeriet maner derfor til forsigtighed og opmærksomhed hos både forbrugere og producenter. Ministeriet har desuden bedt forhandlere og importører fremvise dokumentation for, at de vedhæng, de sælger, ikke indeholder ulovlige ftalater.

Sundhedsfarlige mængder giftstoffer
Søstrene Grene udsendte først på måneden en tilbagekaldelse, efter at norske miljømyndigheder fandt sundhedsskadelige mængder ftalater i vedhæng solgt i Norge, siger funktionsleder Dorte B Hermansen fra Miljøstyrelsen til Ekstra Bladet.

Vedhængene er en del af sættet Bracelet Maker, der indeholder 3000 dele. De fleste dele er elastikker, som der ikke er noget i vejen med. Det er kun de få vedhæng i kassen, der er ftalater i.

De norske myndigheder pålagde forhandlere af vedhængene, heriblandt Søstrene Grene, at trække produkterne tilbage fra de kunder, der har købt dem.

Søstrene Grene tilbagekaldte straks produkterne i alle kædens butikker, også i Danmark, siger Liv Vestergaard fra Søstrene Grene i en kommentar til Ekstra Bladet.

- Hvis der havde været en mere akut og konkret fare forbundet med brug af vedhængene end den forhøjede risiko, som de norske myndigheder har konstateret, så ville indsatsen for tilbagekaldelse tilsvarende have været mere omfattende og med kortere frist end den frist til den 31. marts, som nu er fastsat af de norske myndigheder, siger Dorte B. Hermansen.

280 gange den tilladte mængde
Det er tredje gang i år, at Miljøstyrelsen hører om ulovlige mængder af DEHP i Loom Bands vedhæng. Tidligere på året tog miljøstyrelsens kemikalieinspektion og Forbrugerrådet Tænk Kemi stikprøver af Loom Band-vedhængene BreadsNDrops Charms og Band Accessory Case.

Miljøstyrelsens test viste indhold på op til 28%. Det er 280 gange den tilladte mængde på 0,1%.

- Fire ud af fem vedhæng havde et alt for højt indhold af ftalat. Vi vil på den baggrund anbefale forældre at være kritiske i forhold til vedhængene eller helt gå uden om dem, sagde Stine Müller, projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi i en pressemeddelelse den 6. februar, da resultaterne blev fremlagt.

Forhandlerne fik forbud mod at sælge produkterne, oplyser Miljøministeriet.

Stine Müller understreger, at børn sikkert kan lege med elastikarmbåndene, for i dem blev der ikke fundet ftalater.

Resultaterne lyder alarmerende, men Miljøstyrelsens analyse af, hvordan ftalaterne i vedhængene blev frigjort, viste, at der ikke er en 'konkret forhøjet sundhedsrisiko' forbundet med brug af vedhængene. Det betyder, at der ikke umiddelbart er risiko for, at børn får f.eks. allergiske reaktioner. Det er mere over længere tids brug, at man kan risikere at se nogle af de generelle symptomer, som forbindes med ftalater, som f.eks. hormonforstyrrelser.

Søstrene Grene beklager fejl
De danske myndigheder er mere bekymrede for det senest tilbagekaldte sæt Bracelet Maker med 3000 stykker fra Søstrene Grene, som indeholder de ftalat-fyldte vedhæng. De norske resultater tyder nemlig på, at ftalaterne har lettere ved at frigøre sig end de har i de andre vedhæng.

Liv Vestergaard fra Søstrene Grene siger i en kommentar til Ekstra Bladet, at butikkerne i Danmark tidligere på måneden fik besked på at fjerne produkterne og sætte et opslag op for at informere kunderne. Opslagene bliver hængende til 1. maj.

Forbrugere, som har købt sættet i Søstrene Grene opfordres til at returnere det til butikken og få refunderet købsprisen.

Uvist om farlige produkter er solgt andre steder
Miljøstyrelsen undersøger nu, om produkterne fra Søstrene Grene også kan være solgt i andre butikker eller under andre navne i Danmark.

Funktionsleder Dorte B. Hermansen fra Miljøstyrelsen understreger, at hvis der havde været en mere akut og konkret fare forbundet med brug af vedhængene end den forhøjede risiko, som de norske myndigheder har konstateret, så ville indsatsen for tilbagekaldelse tilsvarende have været mere omfattende og med kortere frist end den frist til 31. marts, som nu er fastsat af de norske myndigheder. 

Ulovligt produkt slap gennem sikkerhedskontrol
I et opslag på Facebook den 9. marts beklager Søstrene Grene, at produktet med det sundhedsskadelige stof slap igennem kædens sikkerhedskontrol.

- For hver eneste ordre hos Søstrene Grene, bliver leverandøren bedt om at udfylde en materialeliste, der beskriver produktets materialer i detaljer. Ud fra dette kan vi vurdere hvilke tests, der skal laves samt finde ud af lige nøjagtig hvilke krav, der stilles til det pågældende produkt. Ud fra disse oplysninger laves der tests, og der indsamles relevant dokumentation alt efter hvilken produkttype, der er tale om, står der i opslaget.

- Men da der indkøbes store mængder af de enkelte typer produkter, kan der desværre ske fejl fra leverandørens side, og selvom vi gerne ville, så kan vi desværre ikke teste hvert eneste produkt, står der videre.

Giftigt legetøj solgt i flere butikker
Det er ikke kun Søstrene Grene, der har solgt giftige Loom Bands-vedhæng. Også BeadsNdrops i København har tilbagekaldt Loom Bands vedhæng på dets Facebook-sider.

- Det viser sig at Mariehønen indeholder Cadium samt ftalat, skriver BeadsNdrops i et Facebook opslag den 27. januar.

- Det er derfor vigtigt at dine børn ikke kommer dem i munden eller i kontakt med huden.

Mere giftigt legetøj muligt
Miljøstyrelsen har kontaktet de forhandlere, der har solgt de ulovlige vedhæng, og salget er nu stoppet.

Foreløbig drejer tilbagekaldelserne sig kun om to eller tre typer vedhæng, men Miljøstyrelsen undersøger i øjeblikket, om der er problemer med flere produkter.

- Miljøstyrelsen har i den seneste tid fået henvendelser om, at der både i Danmark og andre EU-lande er fundet ulovlige ftalater i en række vedhæng til Loom-armbånd, skrev ministeriet i en pressemeddelelse i februar.

Det er importørernes og forhandlernes ansvar at leve op til reglerne for legetøj. Derfor har ministeriet bedt importører og forhandlere om vise dokumentation for, at vedhængene ikke indeholder ulovlige ftalater.

Betina Schiønning, sekretariatschef for Legetøjsbranchen (LEG), siger desuden, man har opfordret sine medlemmer til at være ekstra opmærksomme ved køb og salg af vedhæng til Loom bands og sikre sig, de er lovlige.

Giftige charms også solgt i Norge
I Norge fandt miljømyndighederne for nylig DEHP i stikprøver fra flere forskellige butikker, heriblandt Søstrene Grene, Norli og Bakarah Torg.

Derefter fik forhandlerne besked på at trække produkterne tilbage. Den norske avis Verdens Gang har billeder af de tilbagekaldte produkter.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere