Gigant klar til krig: Vil lave en helt ny 'Nutella'

Den italienske pastagigant Barilla har ifølge Reuters skumle chokolade-planer. De vil 'kuppe' Nutella-producenten, Ferrero, og lave en helt ny type smørepålæg

Nutella kan se frem til at få konkurrence på hylderne i supermarkederne Foto: AP
Nutella kan se frem til at få konkurrence på hylderne i supermarkederne Foto: AP

'Krukke-krig: Det italienske komplot, der skal svække Nutella'.

Sådan lyder overskriften på en Reuters-artikel om den italienske pasta-gigant Barilla, der efter sigende har planer om et komplot mod Nutella-producenten Ferrero.

Ifølge nyhedsbureauet er de to konkurrenter godt og grundigt trætte af hinanden. Blandt andet på grund af krigen på chokoladekiks-markedet, hvor Ferrero snart sender en Nutella-kiks på gaden.

Og nu har Barilla angiveligt planer om at producere en helt ny og banebrydende chokolade-smørepålæg, der skal tage kamp op mod Nutella.

Lige nu sidder Ferrero på 54 procent af verdens salg af det klistrede, brune stads, der kan få selv den mest hysteriske sukkergris til at holde mund.

Nutella omsætter for mere end to milliarder euro om året på verdensplan, men nu sender Barilla snart produktet 'Crema Pan di Stelle' på gaden. Efter sigende består opskriften af solsikkeolie, ti procent mindre sukker, italienske hasselnødder og kakao.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Ferrero
Foto: Ferrero

Brandet 'Pan di Stelle' er kæmpestort i Italien, hvor især de små chokoladekiks er et hit. Også is med 'Pan di Stelle'-smag bliver livligt langet over disken i diverse turistmål i hele landet, men uden for Italien kan det nye produkt få problemer.

Det vurderer direktør for det italienske konsulentfirma med ekspertise i fødevarer AlixPartners, Marco Eccheli.

- 'Crema Pan di Stelle' vil øge konkurrencen for Nutella i Italien, da brandet er stort i landet, men Barilla vil få svært ved at sprede Crema Pan di Stelle til resten af verden, da den udfordring er meget vanskelig, siger han til Reuters.

Barilla er foruden 'Pan di Stelle' kendt for deres blå pakker med pasta i alverdens afskygninger. Pastaen sælges også i Danmark.

Se også: Gangstere afpresser supermarked: Truede med at forgifte Nutella-glas

Se også: Kræver Nutella-opskrift ændret: Nu har sagen taget en uventet drejning

Balladen om palmeolien
Det italienske firma var i 2017 under massivt pres, efter European Food Safety Authority (EFSA) fremlagde en rapport, hvor der står, at palmeolie kan være kræftfremkaldende.

Den populære chokolade indeholder netop palmeolie, som nu bliver betegnet som kræftfremkaldende. Men det fik ikke Ferrero til at gå i sukkerchok. Tværtimod.

Italienerne valgte ikke at ændre noget som helst.

- At lave Nutella uden palmeolie vil skabe en ringere udgave i forhold til det oprindelige produkt. Det vil være et skridt tilbage, sagde salgschef i Ferrero, Vincenzo Tapella, til Reuters.

Intet forbud
EFSA har ikke mandat til at udstede forbud, og derfor kan Ferrero selv bestemme, om de vil have palmeolie i deres produkt eller ej.

Den famøse rapport stammer fra maj sidste år, hvor det blev bevist, at palmeolie indeholder flere såkaldte carcinogene stoffer end normal olie.

Men alligevel afviste EFSA at fraråde forbrugerne til at spise palmeolie i fremtiden, fordi der var brug for yderligere studier til at fastslå det præcise trusselniveau.

Ændringer af opskriften vil også give større udgifter for chokolade-giganten. Vegetabilsk olie koster omkring 800 dollars for et ton, og når Ferrero bruger 185.000 tons om året, så vil det give en ekstraudgift på mellem 8 og 22 millioner om året, hvis de skulle skifte olie.

Ifølge Ferreros salgschef i Italien, Alessandro D'Este, har EFSA's advarsel ikke haft betydning for Nutella-salget. I Italien er salget efter sigende steget med fire procent, mens det i resten af Europa er steget med 5-6 procent om året.

Ferrero er ejet af familien Ferrero med Pietro som familiens tidligere overhoved. Ud over Nutella sælger de også Kinder, Ferrero Rocher og Tic Tac. 

Kritik fra minister
Det er langtfra første gang, at Ferrero møder kritik.

I sommeren 2015 opfordrede den franske miljøminister Ségolène Royal til, at Nutella blev boykottet, fordi palmeolie skadede miljøet.

- Vi må genplante en masse træer, fordi der er massiv skovrydning i gang, som også fører til global opvarmning. Vi burde for eksempel holde op med at spise Nutella, fordi det er lavet med palmeolie, sagde miljøministeren i et interview på fransk tv.

Det endte dog med ballade, Ferrero meddelte, at deres kommer fra Malaysia og dyrkes forsvarligt.

Også den italienske miljøminister Gian Luca Galletti kritiserede sin franske kollega, og det hele endte med en fransk undskyldning.

91 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere