Gigant vil tvinge restaurant til at skifte navn: 'Hold jeres fedtede fingre væk'

Den norske pizzagigant Peppes Pizza vil tvinge en lille dansk restaurant til at skifte navn. Nu fortæller de hvorfor, mens danskerne raser

En god gammeldags dansk-norsk krig.

Det kunne lyde som et slag om fordelingen af kongemagten i Norden, men denne gang handler det om pizza og restauranter.

I mere end 20 år har Peppes Restaurant ligget på Jernbanegade i Næstved. Men det kan være slut nu.

Den norske pizzagigant Peppes Pizza, der har mere end 2500 ansatte og over 90 restauranter, vil nemlig tvinge ejeren Erhan Kekec til at skifte navn.

Ekstra Bladet kunne i tirsdags fortælle, at han og flere andre har modtaget et truende brev fra den norske pizza-kæde Peppes Pizza om, at deres navne skulle ændres.

Og nu forklarer nordmændene hvorfor. Ekstra Bladet har flere gange henvendt sig til pizza-giganten uden held, men nu har TV2 Norge talt med administrerende direktør Espen Hoff.

- Vi er et af de stærkeste brands i Norge, og det er vi meget optaget af at bevare. I den her sag handler det hovedsageligt om rettigheder i forhold til varemærket, men også rettigheder i forhold til de sociale medier, siger Espen Hoff til TV2 Norge.

Men samtidig fortæller han, at han ikke er ude på at skabe problemer for folk.

Hold jer væk
Ekstra Bladet har tirsdag talt med Erhan Kekec, der oplyser, at der stadig ikke er noget nyt i sagen.

- Der er ingen udvikling. Vi har rettet henvendelse til deres advokat, og nu afventer vi at få svar. Vi har gjort det klart, at vi har tænkt os at bevare navnet, og så må vi håbe, at der bliver fundet en løsning, inden en retssag.

- Jeg kan ikke helt forstå, at de ikke bare holder sig til deres egen forretning, siger Erhan Kekec til Ekstra Bladet.

I kølvandet på historien har Peppes Pizzas Facebook-side været udsat for en sand shitstorm. Masser rasende danskere har anmeldt nordmændenes pizza-kæde. Og det er ikke kønt.

Stormen har endda været så massiv, at Peppes Pizza har lukket muligheden for at lave opslag på deres Facebook-side. Men det er ikke kun her, at den er gal.

Også på Trustpilot har flere danskere skrevet til nordmændene.

- Jagter en lille pizzamand i DK der har haft navnet "Peppes" meget længere end de selv har... usympatisk!, skriver Jette Thrane

- Once again a major company is threatening a small business in Denmark to change the name of his company. Not acceptable. The same issue went on a few years ago with another famous foodchain, Jensens Bøfhus. Take a look of their trustpilot score and guess how that went, skriver Emil Brøchner.

På pizzagigantens hjemmeside skriver de, at de har eksisteret siden maj 1970.

Her åbnede de den første restaurant i området Solli. Nu sælger de over 4 millioner pizzaer årligt. De svarer til 22.000 måltider om dagen.

119 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere