Giver højere risiko for brystkræft end tidligere antaget

Risikoen for at få brystkræft er dobbelt så høj som antaget, hvis man tager hormoner mod overgangsalderen

Det skønnes, at flere millioner kvinder verden over tager hormoner på grund af symptomer fra overgangsalder. Foto: Miriam Dalsgaard / Ritzau Scanpix
Det skønnes, at flere millioner kvinder verden over tager hormoner på grund af symptomer fra overgangsalder. Foto: Miriam Dalsgaard / Ritzau Scanpix

En ny, stor undersøgelse viser, at langtidsrisikoen for, at en kvinde i overgangsalderen udvikler brystkræft, hvis hun tager hormoner, er større end først antaget. Undersøgelsen er publiceret af anerkendte The Lancet og har beskæftiget sig med data fra omkring 600.000 kvinder fra 58 studier, hvoraf 108.647 af kvinderne var ramt af brystkræft. 

- Man har samlet stort set alle de undersøgelser, der findes, rundt omkring i verden. Det giver så meget data, at man virkelig har kunnet analysere forskellige hormoners indflydelse på risikoen for brystkræft, fortæller Anne Tjønneland, forskningsleder ved Center for kræftforskning hos Kræftens Bekæmpelse.

Én ud af 50 ramt
Undersøgelsen viser, at hvis man har 50 kvinder, der tager nogle typer kombinationspræperater i fem år, vil én af de kvinder få brystkræft på grund af hormonerne. Det er altså én ekstra udover dem, der ville få kræft, uden at det skyldes hormonerne. Ved nogle præparater vil risikoen være mindre.

Derudover viser undersøgelsen, at risikoen falder, når man stopper med at tage hormoner, men at den ikke når helt ned til udgangspunktet igen.

Det er dog den langsigtede virkning, som for alvor er ny viden, fastslår Tjønneland.

- At bruge hormoner i overgangsalderen øger risikoen for brystkræft. Det er ikke noget nyt. Det, den her undersøgelse viser, er, at risikoen for brystkræft øges markant, hvis man bruger hormoner over en længere periode, for eksempel i mere end fem år, siger hun.

Hvad er overgangsalderen?

Overgangsalderen er en periode i en kvindes liv, hvor hun gradvist danner mindre af de to typer kønshormon østrogen og gestagen og til sidst holder helt op. De fleste kvinder kommer i overgangsalderen, når de er omkring 45-55 år gamle.

Overgangsalderen varer som regel i 1-2 år, men kan variere fra få måneder og op til 10 år.

Man kan opleve en række symptomer, når man kommer i overgangsalderen, og det er forskelligt, hvor invaliderende de er. Cirka en tredjedel af kvinder oplever ingen eller stort set ingen symptomer. En tredjedel oplever nogle symptomer, og en tredjedel oplever symptomer, der i meget høj grad påvirker deres livskvalitet. Der er tale om følgende symptomer.

  • Søvnproblemer
  • Humørsvingninger
  • Hedeture, for eksempel hvor man i løbet af natten må stå op for at skifte sengetøj

Kilde: Anne Tjønneland, forskningsleder ved Center for kræftforskning hos Kræftens Bekæmpelse og min.medicin.dk

Tilgangen har ændret sig
For 10-15 år siden tog mange flere kvinder hormoner end i dag.

- Dengang var det sådan, at når en kvinde fyldte 50 år og skulle til en gynækolog, så kunne hun risikere, at nogle gynækologer nærmest bare ville give hende en pakke hormoner i hånden, siger Anne Tjønneland.

I dag er man bevidst om den øgede risiko for blandt andet brystkræft. Alligevel er der mange, der kan nyde godt af medicinen, mener Tjønneland.

- For nogle kvinder, som er meget invaliderede af de symptomer, man kan opleve i overgangsalderen, er det en rigtig god idé at give dem de her hormoner i en kortere periode, siger hun.

'Vær opmærksom'
Det er dog rigtig vigtigt at være opmærksom på, om man behøver at fortsætte med at tage medicinen.

- Det vigtigste budskab i den her undersøgelse er, at det betyder rigtig meget, i hvor mange år man tager det her produkt. Der er ingen grund til at tage det, efter symptomerne er holdt op, siger Tjønnelund.

Hun tilføjer, at den eneste måde, man kan finde ud af, om symptomerne er holdt op, er ved at holde en pause med hormonerne.

- Jeg vil anbefale alle, der starter på medicinen, at holde en pause efter et eller to år og se, hvordan det går uden.

- Hvad hvis symptomerne aldrig stopper?

- Så er det et valg for den enkelte kvinde, om hun vil fortsætte med hormonerne. Nogle kvinder vægter risikoen højt og vælger derfor at leve med symptomerne. Andre vil tænke, at det er så lille en ekstra risiko at tage, så 'den tager jeg gerne'. Det vigtige er, at den enkelte kvinde bliver informeret om risikoen og hvad hendes muligheder er, siger Tjønnelund.

Kræftens Bekæmpelse har selv bidraget til undersøgelsen blandt andet med data fra deres egen undersøgelse 'Kost, kræft og helbred'.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere