Glade butiksejere: - Vi har savnet det helt vildt

Roskildes gågade myldrede med liv, da Ekstra Bladet mandag var taget til domkirkebyen for at følge genåbningen af de mange butikker

Det er efterhånden nogle måneder siden, at man har kunnet se et livligt butiksliv i landets gågader, men det var mandag tilfældet, da en stor del af landets butikker igen kunne byde kunderne velkommen indenfor.

På en solbeskinnet første formiddag i marts havde mange mennesker fra Roskilde og omegn begivet sig ind i byens gågade og skiftet online-shopping ud med med fysisk shopping i butikkerne.

Flere butiksejere er lykkelige over, at de nu igen kan åbne. Det fortæller de, da Ekstra Bladet stikker hovedet ind i deres butikker.

Louise Lenander er indehaver af tøjbutikken Miss Match i Roskilde, og for hende kommer genåbningen på det helt rigtige tidspunkt.

- Det betyder jo alt (at butikken kan åbne nu, red.). Tidspunktet er det helt rigtige for at overleve. Vi kunne ikke tåle at være lukket ned længere tid.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Louise Lenander er indehaver af butikken Miss Match, der ligger i gågaden i Roskilde. Hun kunne også fortælle, at kunderne stod i kø foran butikken, da hun åbnede klokken 10. Foto: Anthon Unger
Louise Lenander er indehaver af butikken Miss Match, der ligger i gågaden i Roskilde. Hun kunne også fortælle, at kunderne stod i kø foran butikken, da hun åbnede klokken 10. Foto: Anthon Unger
 
Kunderne har været tidligt ude i Roskilde, og hos garnbutikken Hobbii var der en længere kø, da butikken kunne slå dørene op klokken 10.

- Genåbningen betyder lige så meget for butikken som for kunderne. Vi har savnet det helt vildt, fortæller Charlotte Dolleris, der er butikschef i den travle butik.

Solskin og flere mennesker på gågaden giver en stemning i gågaden, der efterhånden er blevet uvant, og Daniel Præst, der er medejer af tøjsbutikken Zander, er glad for, at der endelig er liv uden for butiksvinduet.

- Der er liv i byen igen. Det er dejligt, at vi kan få lov til at åbne forretningerne igen under omstændighederne. Vi skal jo stadig passe på hinanden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Daniel Præst er en af Zanders to medejere. Foto: Anthon Unger
Daniel Præst er en af Zanders to medejere. Foto: Anthon Unger

- Roskilde er jo sådan et lille lokalsamfund, så vi er glade for at se vores faste kunder.

Skønt at komme ud igen
På gågaden møder Ekstra Bladet de to veninder Isabella Pedersen og Stine Ørsø Henningsen på 28 og 30 år. De nyder, at butikkerne igen er åbne.

- Det er rart, at man ikke skal nøjes med online-shopping, men at man nu kan komme i gågaden.

- Man kan bare være sammen på en anden måde. Det er en måde, vi kan være sammen på, som vi er vant til, fortæller de to veninder.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Stine Ørsø Henningsen (tv.) er på barsel, så hun er glad for, at hun kan komme ud og lave lidt. Det fortæller hun, da Ekstra Bladet møder hende og veninden Isabella Pedersen (th.) foran Normal. Foto: Anthon Unger

21-årige Rosa Tømming er på vej i Søstrene Grene, og som hun fortæller, så er det da lidt federe at kigge på maling fysisk.

Hun er studerende og savner stadig, at de liberale erhverv og skolerne bliver åbnet igen.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at jeg snart kan komme tilbage i skole, men det er jo forståeligt nok, at det stadig er lukket.

Studerende Rosa Tømming er da glad for, at hun nu kan handle fysisk i butikkerne. Hun så dog også gerne, at hun snart kunne komme i skole. Foto: Anthon Unger
Studerende Rosa Tømming er da glad for, at hun nu kan handle fysisk i butikkerne. Hun så dog også gerne, at hun snart kunne komme i skole. Foto: Anthon Unger

Gågaden i Roskilde var fyldt med mennesker mandag formiddag. Foto: Anthon Unger
Gågaden i Roskilde var fyldt med mennesker mandag formiddag. Foto: Anthon Unger