Glem alt om vinter: Her bliver det op til 16 grader

Når regn og blæst har passeret os, bliver det en flot tirsdag med op til 16 grader rundt om i landet

Mandag fortalte DMI om, hvordan resten af ugens vejr ville blive.

Tirsdag morgen lægger ud med en ordentlig omgang blæst, men så snart vinden har fået afreageret, kan der over det meste af landet være en flot dag i vente.

I hvert fald hvis man kigger på vejret.

- I de sydlige egne af landet omkring Fyn, Lolland, Falster, Bornholm og dele af Sjælland kan det blive helt op til 16 grader, lyder det fra Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog hos DMI, tirsdag morgen.

Det er dog først lidt ud på dagen, man kan se frem til de lunere temperaturer.

Regn og skyer
Det er en varmfront, som lige nu kører ind over landet og giver os det store skifte i vejret set i forhold til weekendens slud-overraskelse.

- Varmfronten kommer fra syd, og den har fart på på grund af vinden. Derfor blæser det også en del og regner fra morgenstunden og op ad formiddagen i stort set hele landet, siger Mette Wagner fra DMI.

Regnen ebber dog ud, og så forsvinder skyerne så småt også.

- Opklaringen sker fra sydøst, hvor det også bliver varmest. I resten af landet kan man forvente omkring 12-14 grader, siger meteorologen.

En engangsforestilling
Det er desværre kun tirsdag, vi kan forvente helt op til 16 grader.

- Vi går ned i temperaturer igen, men resten af ugen bliver der mellem ni og 13 grader, så det er ikke helt ned til frysepunktet, siger Mette Wagner fra DMI.

Natten til onsdag og onsdag morgen bliver igen blæsende med vind helt op til kuling i kystområder. Vinden aftager dog igen.

- Torsdag bliver ikke lige så blæsende, som tirsdag og onsdag starter ud med at være, lyder det.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere