God nyhed fra DMI: Her får vi sol

Der er lagt op til en god dag med lunere temperaturer og flere steder mulighed for sol

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Foto: /ritzau/Jens Dresling

Årets første dag bød på regn og overskyet vejr, hvilket nok var rart for alle de danskere, som lå og havde tømmermænd.

Men på årets anden dag får vi langt bedre vejr, end vi har set længe.

Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Mette Wagner til Ekstra Bladet.

- Tirsdag bliver en rigtig pæn dag. Der kommer til at være lidt til nogen sol rigtig mange steder, og temperaturen vil ligge mellem de fire til syv grader. Så det bliver en ganske flot dag, lyder det fra meteorologen.

Særligt Nordjylland og Midtjylland er ekstra heldige, når det gælder det gode vejr.

- Det er der, at vi kommer til at se mest sol. Der er allerede klaret op nu, så det bliver en fin dag. Tirsdag bliver klart det flotteste dag i løbet af ugen.

Der vil være en let til frisk vind, det vil ikke føles så koldt, som det har gjort de seneste par dage. Dog vil enkelte steder opleve lidt byger.

Så kommer det kedelige vejr
Dog vender vejret hurtigt allerede onsdag.

- Natten til onsdag kommer der en front henover Jylland, og der kan komme lidt slud. Derudover vil det regne flere steder. Ude ved kysterne kan man desuden opleve en jævn til en hård vind. Nogle steder vil der være ret kraftige vindstød, lyder det fra Mette Wagner.

Temperaturerne vil også falde en smule. De vil ligge mellem to til seks grader.

Og det kedelige vejr fortsætter hele ugen.

- Derfor skal man lige nyde det, hvis man er heldige og har en ekstra fridag og ikke skal på arbejde, siger meteorologen.

28 kommentarer
Vis kommentarer