Jeg er glad for, at jeg ikke er chefredaktør på en tyrkisk avis.

Jeg ville risikere at blive arresteret midt om natten, fordi jeg havde skrevet noget, regeringen ikke kunne lide.

Det skete for min tyrkiske kollega Can Dündar, tidligere chefredaktør for den største uafhængige avis Cumhuriyet, som besøger Danmark i disse dage. Dündar blev anklaget for at afsløre statshemmeligheder, da han bragte historien om, at den tyrkiske efterretningstjeneste MIT sendte våben til islamistiske grupper i Syrien.

Det fik han seks års fængsel for.

Dündar appellerede dommen. Foran retsbygningen blev han udsat for et skudattentat, og af frygt for sit liv flygtede han til Tyskland, hvor han nu lever i eksil. Det førte til et brud med familien, for myndighederne i Tyrkiet har inddraget hans kones pas.

Sammen med en lang række andre journalister i Tyrkiet betaler han en høj pris for, at præsident Erdogan ikke ønsker at iføre sig et vestligt demokrati med den frie presse som et smukt symbol i knaphullet.

Han behandler den fri presse som udskud, der skal fjernes.

Mindst 120 journalister sidder fængslet i Tyrkiet - ifølge Amnesty International det land i verden, der fængsler flest journalister. Cirka 150 medier er lukket ned af myndighederne siden kupforsøget i juli 2016.

Jeg er glad for, at tilstandene ved det næste folketingsvalg i Danmark ikke vil være, som de var ved den nylige afstemning i Tyrkiet. Så ville regeringen få ti gange så meget tid på de største tv-kanaler som oppositionen.

Sådan var det i Tyrkiet i marts op til afstemningen, som gav Erdogan yderligere magt og mulighed for at undertrykke den fri meningsdannelse.

Tyrkiet ligger tæt på os. Rigtig mange af os har besøgt landet, og rigtig mange af os kender herboende tyrkere.

Den dansk-tyrkiske debattør Özlem Cekic stod for nylig frem og fortalte, at hun var blevet kontaktet med beskeden om, at hun er blevet angivet til de tyrkiske myndigheder for 'landsforræderi'.

Det samme gælder den socialdemokratiske folketingspolitiker Lars Aslan Rasmussen, der er aktiv i debatten om Tyrkiet. Og i går kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at Erdogan-modstandere i Danmark bliver overvåget.

Det rager os med andre ord temmelig meget mere end en høstblomst, hvad der foregår i Tyrkiet.

På Ekstra Bladets redaktion stillede en stor gruppe af vores medarbejdere forleden op i kø for at blive fotograferet med et skilt på maven, hvorpå der stod 'Free Turkey Media' (befri tyrkiske medier). Det syntes jeg var fedt at se.

Billederne skal bruges på onsdag, hvor det er World Press Freedom Day. Her brager kampagnen #freeturkeymedia af sted på de sociale medier med billeder af journalister og støtter fra hele verden, som bakker de fængslede kolleger og demokratiet op.

Amnesty International i Danmark har spurgt en lang række medier herhjemme, om de vil være med i kampagnen. I skrivende stund har kun tre ud over Ekstra Bladet sagt ja.

Jeg er glad for, at jeg ikke er journalist i Tyrkiet og sidder fængslet uden at vide hvorfor. Hvis jeg var det, ville jeg ønske, at mine kolleger i andre lande protesterede højlydt imod krænkelserne. Det ville være det mindste, jeg kunne ønske mig.