Godt nyt: Børn taber sig trods fedme-gener

Nogle børn bærer på gener, der øger risikoen for overvægt. Nu viser et nyt dansk studie, at de børn har lige så let ved at tabe sig, som børn uden generne

Arkivfoto: Thomas Wilmann/POLFOTO
Arkivfoto: Thomas Wilmann/POLFOTO

Forskere har længe vidst, at bestemte gener øger nogle børns risiko for at blive mere overvægtige end andre.

Men nu er der gode nyheder til børn, der bærer på generne, som øger risikoen for overvægt.

De børn har nemlig lige så let ved at tabe sig, som børn uden generne, konkluderer et nyt dansk studie ifølge videnskab.dk.

- Det er banebrydende, og det overrasker næsten mig selv. Der hersker lidt en myte i befolkningen på det her område om, at hvis det skyldes noget genetisk, så er løbet nærmest kørt, siger Jens-Christian Holm, klinisk forskningslektor på Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet og overlæge på Holbæk Sygehus, til videnskab.dk.

Alle børn kan tabe sig
Der er dermed ingen grund til at opgive kampen mod de ekstra kilo - også selvom man er særligt disponeret for overvægt fra fødslen.

Det fastslår undersøgelsen, der viste, at en stor gruppe overvægtige børn og unge tabte sig ligeså meget som andre børn efter at have gennemgået en række livsstilsændringer.

Målet for undersøgelsen var at finde ud af, hvordan 15 kendte genvarianter, der er forbundet med en øget risiko for overvægt hos børn, påvirker deres evne til at tabe sig.

'Overvægt er en sygdom'
Ifølge Jens-Christian Holm byder undersøgelsen på en ny tilgang til vægttab.

- Vi skal væk fra opfattelsen om, at det handler om motivation. Overvægt er en sygdom, der skal behandles, og ser man sådan på det, så er det os behandlere, der har ansvaret, siger han og forklarer, at der skal en helhedsorienteret indsats til, hvis et barn skal tabe sig.

- Vi tager udgangspunkt i barnets komplette hverdag, og tager højde for alle faktorer, som kan udvikle eller forværre overvægt hos børn og unge. Det handler således ikke kun om kost og motion, men for eksempel også om kræsenhed, forstyrret spisning, sukkerafhængighed og børneopdragelse, siger han.

75 procent tabte sig signifikant
Forskerne undersøgte en gruppe på 754 overvægtige børn og unge med en gennemsnitsalder på 11,6 år.

Ud fra børnenes genetiske profil udregnede forskerne en såkaldt genetisk risiko for overvægt baseret på de 15 genvarianter. Alle børnene havde mindst én disse varianter.

Over et forløb på 6-24 måneders varighed skulle de blandt andet ændre kostvaner, transportmiddel, fysisk aktivitet, stillesiddende adfærd, mængden af søvn, indtag af snacks og søde sager og sociale aktiviteter.

Behandlingen virkede på cirka 75 procent af børnene, der opnåede et signifikant vægttab, som i gennemsnit lå mellem 0,2-0,3 BMI.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere