Godt nyt til pendlere: DSB giver millioner i kompensation

22.797 pendlere får erstatning på i alt 5,2 millioner kroner fra DSB, som er ked af fyldte tog og aflysninger

22.797 togpassagerer på Sjælland kan se frem til, at de får penge retur fra DSB. Foto: Henning Hjorth
22.797 togpassagerer på Sjælland kan se frem til, at de får penge retur fra DSB. Foto: Henning Hjorth

Forsinkelser, aflysninger, togbusser og propfyldte tog.

DSB betaler i alt 5,2 millioner kroner tilbage som kompensation til togpassagerer på Sjælland, som har været generet af defekte ME-lokomotiver, der har været ude af drift og skabt længere rejsetid.

Kompensationen vil blive givet til omkring 22.797 togpassagerer, som har pendlet på fem strækninger i perioden fra 26. januar til 31. maj i år. Det fortæller Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

- Vi har besluttet, at de får 20 procent i kompensation, fordi de i perioden har været udsat for en særlig gene, da der har været væsentligt færre tog, færre siddepladser, aflysninger og for mange mennesker i togene.

I januar tog DSB 33 ME-lokomotiver ud af drift og til eftersyn, da der blev fundet begyndende revner i nogle af akslerne.

Artiklen forsætter under billedet...

Efter sommerferien vil hver og en af de mange lokomotiver være tilbage på sporene, forsikrer Tony Bispeskov.

De pendlere, som vil blive økonomisk kompenseret, er tilmeldt DSB's Pendler Rejsetidsgaranti og har kørt på mindst én af fem særligt berørte strækninger.

Det er togstrækningerne København - Kalundborg, København - Nykøbing F, Roskilde - Køge - Næstved, København - Roskilde, København - Ringsted.

- Vi er selvfølgelig meget kede af, at der var opstået en situation, hvor vi blev nødt til at tage lokomotiverne ud af drift. Det har betydet gener for vores kunder, som vi gerne vil imødekomme med økonomisk at kompensere dem.

- Vi erkender, at vi ikke har givet kunderne det produkt, de med rette kunne forvente og er vant til at få, siger Tony Bispeskov.

De knap 23.000 pendlere vil automatisk få udbetalt kompensation til deres NemKonto. DSB udbetalte pengene den 17. juli, men der vil gå fem til ti bankdage, før pengene er til rådighed på togpassagerernes bankkonti.

48 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere