Gør-det-selv-gigant går i flæsket på møbelhandler

Byggemarkedskæden XL-Byg stævner XL Møbler. Sagen risikerer at ende i Sø- og Handelsretten

XL-Byg vil have sat en stopper for XL Møbler. Navnene er for tætte på hinanden. Foto: Ritzau/Scanpix
XL-Byg vil have sat en stopper for XL Møbler. Navnene er for tætte på hinanden. Foto: Ritzau/Scanpix

Byggefirmaet XL-Byg ligger i øjeblikket i navnestrid med den fynske møbelkæde XL Møbler. 

XL-Byg mener, at den fynske møbelkædes navn ligger for tæt på navnet på byggemarkedet. Derfor har XL-Byg stævnet XL Møbler, skriver fyens.dk.

Finder de to virksomheder ikke en løsning ved en retsmægling i september, risikerer sagen at ende i Sø- og Handelsretten, der i så fald skal afgøre navnestriden.

XL Møbler har eksisteret siden 2012, men striden begyndte angiveligt i februar, da møbelbutikken udvidede med forretning nummer to i Sorø.

Her blev den nye møbelbutik placeret lige på den anden side af vejen i forhold til et af XL-Bygs byggemarkeder.

Kort efter modtog XL Møbler en henvendelse fra X-Bygs advokat, hvor butikken blev bedt om at stoppe brugen af "XL" i navnet. Det kan ifølge XL-Byg skabe forveksling i markedet.

Abdullah Ahmad, der er direktør i XL Møbler, fortæller, at han føler sig uretfærdigt behandlet.

- Vi hedder XL-Møbler, fordi vi er kendt for vores store familiesofaer. Nu har vi opbygget os en kundekreds, som kender os på det her navn, og der er lagt et stort arbejde og mange ressourcer i at markedsføre os med det.

- Vi har aldrig oplevet nogen, som forvekslede os med XL-Byg. Folk kender os med det navn, og derfor vil det være som at starte fra nul, hvis vi skulle lave det om, siger han til fyens.dk.

McAllan, Jensens Fiskerestaurant og andre tvister

Det fynske firma XL Møbler er langt fra det første til at komme i strid med en større virksomhed om navnebrug.

Den fynske møbelkæde XL Møbler, der har tre forretninger, er blevet stævnet af XL-Byg i en strid om firmanavnet.

Det skriver fyens.dk.

Dermed stiller det sig op i rækken af små danske selskaber, der har været i navne- eller logo-karambolage med større virksomheder.

Læs her om nogle af de mest spektakulære sager:

* I 1993 lagde McDonald's sag an mod ejeren af en pølsevogn i Silkeborg. Det skete, da pølsevognens navn var McAllan.

Sagen fik enorm opmærksomhed og endte i Højesteret. Under forløbet skiftede ejeren, Allan Pedersen, navn til Mac Allan Pedersen.

I 1996 vandt han sagen og fik en erstatning på 40.000 kroner. Efterfølgende opsagde Kvickly dog hans stadeplads, og han flyttede til Grønland.

* I 2014 vandt Jensens Bøfhus en sag mod en lille restaurant i Sæby, Jensens Fiskerestaurant, drevet af Jacob Jensen.

Det kostede restauranten navnet og ejeren af den, Sæby Fiskehal, 200.000 kroner i bod.

Folkestemningen var dog entydigt imod Jensens Bøfhus, der blev kritiseret for at være smålig. Sagen førte til en folkelig boykot af Jensens Bøfhus og startede en længerevarende deroute, som restaurantkæden stadig ikke er ude af.

* I 2016 blev bloggeren Mascha Vang sagsøgt af børnetøjsproducenten Holly's.

Baggrunden var, at Mascha Vang solgte børnetøj og produkter under sit barn Hollie Nolias navn.

Mascha Vang harcelerede voldsomt på sin meget læste blog over søgsmålet, hvor hun skrev, at det ville koste hendes datter, der på det tidspunkt var fire år gammel, penge.

Efter et massivt pres fra Mascha Vangs følgere blev søgsmålet trukket tilbage.

* Designeren Benedikte Utzon blev i 2015 dømt til ikke længere at måtte skrive sit navn på sine kollektioner.

Det skete, fordi hun i 2012 gik konkurs med sit selskab, som hun havde opkaldt efter sig selv.

Varemærket blev købt af selskabets Tobrands. Men Benedikte Utzon var blevet ved med at bruge navnet. Det kostede hende en større bøde.

Hun har efterfølgende skiftet navn til Liv Utzon.

* Det danske rockband D-A-D hed i sin begyndelse Disneyland After Dark. Men i 1989, da bandet begyndte at spille i USA, var underholdningsgiganten Disney ikke tilfreds.

Derfor ændrede bandet navn til D-A-D. Efterfølgende har bandet optrådt under sit gamle navn på bannere for at vise sin modstand.

* I 2000 sagsøgte en af verdens største legetøjsproducenter, Mattel, det danske band Aquas pladeselskab.

Mattel ejer Barbie-dukken og mente, at Aquas enormt populære gennembrudshit Barbie Girl var skadende for brandet.

Sangen indeholder linjer som: I'm a blond bimbo girl in a fantasy world.

Sagen blev dog stoppet i 2002, da en amerikansk domstol vurderede, at sangen og dens indhold var beskyttet af ytringsfriheden.

* Senest har efterkommere af den danske videnskabsmand H.C. Ørsted sagsøgt Dong, da det har skiftet navn til Ørsted.

XL-Bygs direktør, Thorbjørn Sejer Jensen, ønsker over for fyens.dk ikke at kommentere sagen, før retsmæglingen har fundet sted i september.

Gennem tiden har der været flere navnestridigheder mellem mindre og store virksomheder, som har fået stor opmærksomhed.

Eksempelvis husker mange nok striden mellem Jensens Bøfhus og Jensens Fiskerestaurant. I 2014 vandt Jensens Bøfhus sagen mod den lille restaurant i Sæby, der er drevet af Jacob Jensen.

Det kostede restauranten navnet og ejeren af den, Sæby Fiskehal, 200.000 kroner i bod.

Folkestemningen var dog entydigt imod Jensens Bøfhus, der blev kritiseret for at være smålig.

116 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere