Gør historisk fund

En seglstampe, som kan knyttes til flere af fortidens store grever, er blevet fundet i Østjylland. Det er en 'once in a liftetime'-oplevelse, udtaler historiker

Seglstampen her er et såkaldt danefæ. Foto: Rógvi Nolsøe Johansen/Moesgaard Museum
Seglstampen her er et såkaldt danefæ. Foto: Rógvi Nolsøe Johansen/Moesgaard Museum

En lokal borger gjorde sidste år en hel unik opdagelse i et område ved Gyllingnæs nær Horsens. Her fandt borgeren, ved brug af en metaldetektor, en seglstampe, som kan knyttes til flere af fortidens store grever.

Det oplyser Moesgaard Museum fredag i en pressemeddelelse.

Ifølge museet har seglstampen sandsynligvis tilhørt grev Henrik af Holsten. Det vurderer museets historiker, Kasper H. Andersen, ud fra den latinske tekst på seglet, som lyder: 'S’ HINRICI COMITIS HOLSACI' - eller på dansk: 'Henrik, greve af Holstens segl'.

- Seglstampen har altså tilhørt en greve af Holsten, men da Henrik var et udbredt navn i den holstenske greveslægt, er det ikke lige til at identificere ejeren. Principielt kan det dreje sig om greverne Henrik 1., Henrik 2., Henrik 3. eller Henrik 4., der alle havde interesser i Danmark i perioden fra det sene 1200-tal til det tidlige 1400-tal, siger Kasper H. Andersen i pressemeddelelsen.

Den kullede greve
Seglstampen er blevet brugt til at forsegle breve og vigtige dokumenter samt dokumentere, at et bestemt dokument er kommet fra en bestemt person. Det kan derfor kaldes middelalderens svar på NemID, forklarer museet.

Historiker Kasper H. Andersen har undersøgt en række skriftlige kilder, efter at seglstampen blev indleveret til Moesgaard Museum. Han mener, at alt peger i retning af, at det har tilhørt grev Henrik 2., også kaldet Jernhenrik.

- Han var søn af den navnkundige grev Gerhard 3., bedre kendt som ’den kullede greve’, som blev myrdet i 1340 af Niels Ebbesen i Randers, siger Kasper H. Andersen, som er særdeles begejstret for fundet.

- Henrik var en af 1300-tallet mest magtfulde og berømte mænd og satte et markant aftryk på Europas historie. Derfor er det som historiker lidt af en 'once in a liftetime'-oplevelse at stå med hans seglstampe i hånden.

Ifølge museet er der tale om den første grevelige seglstampe, der er fundet i Danmark. Den er derfor blevet klassificeret som et danefæ og skal overleveres til Nationalmuseet.