- GPS-fusk er et alvorligt angreb

Russisk manipulation med GPS-signaler udfordrer sikkerheden for skibsfarten. Tre danske skibe er blevet ramt

Målrettet manipulation af skibes navigationsdata svarer til 'elektronisk krigsførelse'.

Det mener brancheorganisationen Danske Rederiers fungerende direktør, Asbjørn Overgaard Christiansen.

- Uanset hvad ser vi det som et alvorligt angreb mod sikkerheden og hele operationen af skibene, siger han.

Ifølge en større rapport fra den amerikanske tænketank C4ADS er GPS-manipulation langt mere omfattende end hidtil antaget.

Rusland er blandt de førende lande inden for målrettet forfalskning af navigationssignaler, fremgår det af rapporten ifølge Berlingske.

Lidt flere end 1300 civile fartøjer er blevet udsat for GPS-manipulation i nærheden af russiske og syriske havne de seneste tre år.

Heriblandt er tre danske skibe.

Danske Rederier har ikke kendskab til de pågældende tilfælde, men har i længere tid været opmærksom på faren for, at skibes navigationssystemer kan blive ramt af målrettede forstyrrelser.

- Grundlæggende anbefaler vi altid vores medlemmer at følge de internationale retningslinjer, der er for sejlads, om at man skal bruge flere systemer, siger Asbjørn Overgaard Christiansen.

Han henviser til, at handelsskibe både bruger GPS- og radarsystemer samt elektroniske søkort til at navigere til søs.

Det betyder dog ikke, at det er lige meget, hvis GPS-signalet er misvisende.

- Manipulation med GPS-signaler er en farlig handling, fordi man har systemer, der hænger sammen.

- Og hvis GPS-systemet fejler, sender det en forkert position tilbage til det internationale AIS-systemet, siger Asbjørn Overgaard Christiansen.

AIS-systemet bruges til at udveksle informationer mellem skibe.

Hvis der sendes forkerte GPS-koordinater fra et skib, får det en forkert position på AIS-systemets kort. Andre skibe kan dermed ikke se, hvor det reelt befinder sig, og der er større fare for kollision.

19 kommentarer
Vis kommentarer