Grå dag i vente: Men foråret er på vej tilbage

Tirsdagsvejret bliver mest gråt i gråt, men resten af ugen bliver pæn mange steder

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Lørdagens vejr kunne nok have fristet de fleste til at tro, at foråret for alvor havde fjernet alle vintertegn fra det danske vejrbillede, men en søndag med blæst, faldende temperaturer og endda nogen steder tøsne fjernede nok den optimisme for en stund.

Efter en mandag, der på grund af hård blæst ikke var noget at råbe hurra for, skal tirsdagen også lige overstås, før forårsglade danskere igen kan få et smil på læben over vejret udenfor.

- Det kan godt starte med lidt sol længst mod øst, men det er kun kortvarigt, og så er det ellers med gråvejr og efterhånden noget dis, og der kan komme lidt regn rundt omkring, siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.

Temperaturerne ventes at ligge på mellem seks og 10 grader, mens vinden bliver let til frisk fra sydvest og vest, hvor det ved kysterne godt kan snige sig op på en hård vind.

Sol og varmere vejr
Efter den grå tirsdag, bliver vejret i resten af ugen betydeligt bedre.

- Det ser bedre og bedre ud, som dagene skrider frem. Det vi har i dag er en varmefront, der skal ind og passere, og så ligger vi i det næste døgns tid i en varmesektor med dis og gråvejr, siger Lars Henriksen.

Det betyder, at onsdagsvejret deler landet i to, inden vejret i resten af ugen bliver mere fælles for hele landet.

- Onsdag kommer der pænt med sol mod syd og fortsat en del skyer mod nord, og så bliver vi sent onsdag passeret af en koldfront i nordvest, som betyder, at vi kommer op i en noget mere tør luft, som gør at vi fra torsdag og frem får ganske pænt med sol, siger meteorologen.

Op til 15 grader
Både torsdag og fredag ventes temperaturerne at komme over 10 grader, og lørdag kan temperaturerne komme op i nærheden af 15 grader.

Selvom dagstemperaturerne svinger sig op omkring 15 grader, kan vi dog endnu ikke se os helt fri fra kølige nætter.

- Der er lidt vind, som nok gør, at vi holder os over frysepunktet, men det kan ikke udelukkes, at man nogle dage lokalt kommer ned omkring de nul grader. Det skyldes, at vi kommer ind i denne her kolde luft, og når vinden tager af om natten, kan man godt komme ned omkring frysepunktet, siger han.

Til gengæld har solen nu så meget magt, så temperaturerne hurtigt stiger, så snart solen kommer op.

13 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere