Grænselukninger i Europa giver kaos og kæmpekøer på vejene

Køer på 60 kilometer med ventetider på 20 timer uden mad og drikke er en realitet efter flere grænselukninger

Herhjemme lukkede de danske grænser klokken 12. Video: Ernst van Norde, Josephine Fontenay, Aleksander Klug, Per Rasmussen, Jens Dresling, Ritzau Scanpix. Redigering: Signe Skov og Kristian HansenVideo: Ernst van Norde, Josephine Fontenay, Aleksander Klug, Per Rasmussen, Jens Dresling, Ritzau Scanpix. Redigering: Signe Skov og Kristian Hansen

Grænselukninger i Europa har ført til trafikalt kaos på de europæiske veje og skabt kilometerlange køer.

Polens regering har som følge af coronaviruspandemien valgt at lukke sine grænser op mod Tyskland, og kun polakker må komme ind i landet.

Det har ifølge polske grænsevagter medført et trafikalt kaos, skriver det tyske nyhedsbureau DPA.

Ved grænsebyen Jedrzychowice ved den sydlige grænse til Tyskland venter lastbiler op mod 30 timer, og personbiler op mod 16 timer på at krydse grænsen fra Tyskland til Polen.

Bilkøer er siden tirsdag vokset til at være 60 kilometer lange. Ifølge det tyske Røde Kors (DRK) er der meldinger om op mod 20 timers ventetid, skriver DPA.

Grænselukninger har skabt kæmpemæssige køer på de europæiske veje. Her er en 65 kilometer kø tirsdag fra den tysk-polske grænse mod Berlin. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Grænselukninger har skabt kæmpemæssige køer på de europæiske veje. Her er en 65 kilometer kø tirsdag fra den tysk-polske grænse mod Berlin. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Også I Danmark er den torsdag morgen gal ved grænsen.

Syd- og Sønderjyllands Politi melder om kødannelse mod Tyskland i morgentimerne.

Desperat situation
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB har DRK hjulpet bilister ved en grænseovergang til byen Görlitz.

Talsmand Kai Kranich kalder situationen for desperat for børnefamilier, der ikke kan få mad eller tilgang til toiletter i op mod 20 timer.

Premierminister for den tyske delstat Sachsen, som grænser op til Polen, Michael Kretshcmer, har bedt den tyske regerings forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, om hjælp.

Mindst ti ud af de 26 Schengen-lande i Europa har lukket sine grænser. Tyskland har lukket sine grænser, og over de to seneste dage er over 20.000 personer blevet nægtet indrejse, skriver NTB.

Danmark lukkede sine grænser i sidste uge for at forhindre udbredelse af smitte.

Grænsekontrollen i Danmark løber til og med 13. april, og alle udlændinge uden anerkendelsesværdige formål i Danmark vil i den periode blive afvist ved grænsen. Danske statsborgere vil altid kunne komme ind, oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) ved et pressemøde fredag i sidste uge.

217 kommentarer
Vis kommentarer