Alene i marts har 163 trafikanter dagligt trodset rødt lys i krydset ved Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej.
Det viser nye tal fra Teknik og Miljø i Aarhus, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Og tallene bekymrer Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
- Vores aktuelle tal viser med al ønskelig tydelighed, at der et alvorligt problem – og at der må gøres noget nu, siger Nicolaj Bang i pressemeddelelsen.
I 2021 blev daværende transportminister og justitsminister enige om at iværksætte et forsøg med rødkørselskameraer i 'dødskrydset', som det populært bliver kaldt, da flere har mistet livet i krydset.
To år senere hænger der stadig ikke nogen kameraer i krydset.
- Vi har endnu engang henvendt os for at appellere til, at ministeriet prioriterede nødvendige ressourcer til at få gennemført projektet. Rødkørselskameraerne kan i krydset være en del af løsningen til at indskrænke vanvidskørsel, siger Nicolaj Bang.
I politiets hænder
Opsætningen af kameraer er forsinket af 'omorganisering'. Det har Rigspolitiet ifølge pressemeddelelsen tidligere oplyst.
Aarhus Kommune kan ikke selv opsætte kameraerne, da der er tale om bøder og retsforfølgelse ved brud af færdselsloven.
Derfor opfordrer rådmanden for Teknik og Miljø igen, at justitsminister Peter Hummelgaard (S) får sat skub i forsøget.
- Hvis vi skal bekæmpe vanvidsbilisme kræver det en målrettet indsats fra alle parter. Vi er klar til at yde vores, og det håber jeg også, at den nuværende justitsminister og regering er, siger Nicolaj Bang i pressemeddelelsen.