Gratis ost skabte trafik-kaos: Udsolgt på otte minutter

Det skabte trafikkaos i Herlev, da pizzakæden Gorm's uddelte gratis mozzarella

Blot otte minutter tog det osten at blive revet væk. Video: Jacob Waage/Byrd

I kampen mod madspild havde pizzakæden Gorm's annonceret, at man lørdag mellem klokken 14 og 16 kunne komme til Herlev og hente en-to kasser med gratis mozzarella, der ellers skulle kasseres.

Og der var åbenbart rigtig mange danskere, der manglede ost til lørdagens pizzaer, for arrangementet skabte massiv kø i området, og udleveringen måtte således gå i gang før tid. Allerede otte minutter efter, at udleveringen skulle være startet klokken 14, meldte kæden udsolgt på sin Facebook-side.

- Vi er temmelig overvældede. Vi havde slet ikke forestillet os, at det ville gå amok på den her måde, fortæller direktør i Gorm's, Christian Madsen, til Ekstra Bladet.

En af dem, der var mødt op for at hente ost, var Per Raaschou. Han var kommet i god tid.

- Jeg var der halv et, fordi jeg tænkte nok, at der ville komme mange. Politiet kom også, og derfor var de nødt til at åbne før, fortæller Per Raaschou.

Københavns Vestegns Politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at de var tilstede med flere betjente i området.

- Der var åbenbart rigtig mange, der havde hang til det her ost. Det var mest de trafikale problemer, vi skulle hjælpe med at få styr på. Det ser voldsomt ud på billederne, men vi vurderer, at folk generelt har været gode til at holde afstand. Restaurationen var også rigtig gode til selv at hjælpe til, at der blev holdt afstand, siger vagthavende Thomas Christensen til Ekstra Bladet.

Uheldigvis foregik udleveringen af osten på samme vej, som genbrugsstationen i byen ligger på, og netop genbrugsstationer har også været et stort trækplaster for mange danskere på det seneste. Trafikken i området var derfor massiv. Det viser flere billeder, som Ekstra Bladet har fået tilsendt.

- Der var rigtig meget trafik på vejen, det må man sige, men selve udleveringen fungerede rigtig fint, fortæller Per Raaschou.

Han fortæller videre, at personalet havde både masker og handsker på, og at de gjorde, hvad de kunne, for at folk holdt afstand.

- Hvad skal du egentlig bruge alt det ost til?

- Vi har pizzaovn udenfor på terassen, så vi skal have lavet nogle pizzaer og caprese salat, fortæller Per Raaschou med et grin.

Direktør i Gorm's, Christian Madsen, mener, at den store interesse kan være tegn på, at danskerne trænger til en corona-pause.

- Det kan jo være et udtryk for, at folk trænger til luft. Der var generelt en rigtig god stemning derude. Der var sågar folk, der kom og afleverede chokolade til os. Selvfølgelig er der også nogen, der er ærgerlige, fordi vi var nødt til at starte før tid. Men vi gjorde kun det her i god tro, siger Christian Madsen.

Han fortæller endvidere, at de også har afsat en del overskydende mad til forskellige institutioner.

Pers fangst. Hver person fik udleveret en-to kasser. Foto: Per Raaschou
Pers fangst. Hver person fik udleveret en-to kasser. Foto: Per Raaschou

383 kommentarer
Vis kommentarer