Den 40-årige Matt Nadin fra Barnsley i England hævder, at han for 14 måneder siden lige før sin 39-års fødselsdag gravede en Bic Mac-menu med milkshake i en tupperware-box ned i sin vens have som et led i en udfordring fra sin ven Andy.
For ganske nylig gravede Matt sin Bic Mac-menu op igen og spiste den på den McDonald's-restaurant, hvor han oprindeligt havde købt den. Det blev en helt usædvanlig oplevelse, som Matt Nadin fik filmet og selv har lagt ud på sin YouTube-side Beepers Beef.
Det skriver flere medier heriblandt Metro, Daily Mail, Mirror og Caters News
Blandt sine venner bliver Matt ofte udfordret til at spise de mest vanvittige ting. Han har ifølge det lokale medie Barnsley Chronicle blandt andet spist verdens mest ildelugtende fisk samt nogle af de stærkeste chilier i verden.
Udfordringen med at spise en 14 måneder gammel Bic Mac-menu vil få det til at vende sig i maven på de fleste. Matt Nadin blev også udfordret til det yderste, men han kom igennem det ulækre måltid på kun 20 minutter uden at brække sig. Måltidet bestod af en Bic Mac-burger, en bakke pomfrittes samt en kakao-milkshake.
Matt havde planlagt at grave sin Bic Mac-menu op i november 2019 i forbindelse med sin 40 års fødselsdag. Men han fik først tid til at grave den op for nylig, da der var gået 14 måneder.
Matt Nadin fortæller, at pomfritterne var mugne og næsten blå, og at milkshaken lignede noget snavs.
- Pomfritterne var helt forfærdelige. Der var slet ikke noget fugt i dem. Burgeren var egentlig ikke så dårlig. Den var fugtig og lidt snasket på undersiden, og kødet var hårdt. Salatbladet havde overhovedet ingen smag tilbage. Milkshaken var næsten blevet lidt brusende og smagte mærkeligt - næsten som en frugtsmoothie, fortæller Matt Nadin.