Gravid efter voldtægt som 16-årig: Genforenet med datter 83 år efter

Den 99-årige mor bortadopterede sin datter i 1933, fordi hun ikke kunne tage sig af hende alene

Billedet her er et arkivfoto, som ikke har noget med historien at gøre. Det er dog valgt, fordi både mor og datter i artiklen her bruger rollator (Foto: Polfoto)
Billedet her er et arkivfoto, som ikke har noget med historien at gøre. Det er dog valgt, fordi både mor og datter i artiklen her bruger rollator (Foto: Polfoto)

- Jeg troede aldrig, at det ville ske.

Ordene er 99-årige Eileen Wagners, der i 1933 måtte overlade sin lille datter til et børnehjem, hvorfra pigen senere blev bortadopteret. Nu - 83 år senere - er de to, grå damer blevet genforenet som mor og datter.

Det skriver Chicago Tribune, som har snakket med de to kvinder, der begge bor to timers kørsel fra hinanden i den nordamerikanske stat Wisconsin.

Voldtaget som 16-årig
Det hele startede i 1932, da Eileen Wagner var 16 år gammel. Her var hun ude og gå med en veninde, da de mødte to unge mænd på samme alder. Veninden kendte den ene fyr, og derfor valgte de at gå videre med dem.

Tiden gik dog, og tidspunktet for, hvornår Eileen Wagner skulle være hjemme om aftenen, nærmede sig. Derfor foreslog den ene fyr, at de to kunne tage en smutvej sammen.

På den tur begik den unge mand overgreb på Eileen Wagner, og nogle måneder senere kunne hun ikke længere skjule sin graviditet. Derfor sendte forældrene hende på et opholdssted for unge piger i hendes situation. Dengang var graviditet uden for ægteskab nemlig stort tabu.

 
83-årige Dorien Hammann til venstre og 99-årige Eileen Wagner til højre

Svigerdatter fandt moderen
Siden har det kun været Eileen Wagners mand, som hun blev gift med i 1938, der vidste, at hun tidligere måtte bortadoptere sin datter, som hun kaldte Beverly.

Beverly, som i dag hedder Dorien Hammann, har altid været åben om, at hun var adopteret, men selv om hendes forældre døde i slut-70'erne, turde hun ikke lede efter sine biologiske forældre.

- Der er gode historier og dårlige historier, og jeg havde ikke lyst til at risikere, at det skulle ende som en dårlig historie, hvis jeg søgte efter familien, siger Dorien Hammann til Chicago Tribune.

Dorien Hammanns svigerdatter lavede dog alligevel for en måned siden nogle googlesøgninger, og pludselig fandt hun frem til, at moderen, Eileen Wagner, utroligt nok stadig levede. Derfor ringede hun til hende og forsikrede hende om, at Dorein Hammann også gerne ville snakke med hende.

Nogle dage senere ringede Dorien Hammann til sin mor for første gang.

- 'Hej mor', sagde jeg, husker Hammann.

Rollatorbanden
De to kvinder snakkede flere gange i telefon i de følgende dage, og et par uger senere skulle de mødes for første gang. Hammann og hendes mand kørte ind i Wagners indkørsel, og derude kunne de sige rigtigt hej til hinanden.

Både datter, svigersøn og mor bruger rollator, og de to yngste rullede derfor op til huset, og straks kunne Wagner se, hvordan datteren lignede hende.

- Jeg takkede hende for, at hun bortadopterede mig, for jeg har haft et virkelig godt hjem, siger Dorien Hammann efter hun havde snakket med moderen i flere timer.

Næste weekend bliver Eileen Wagner 100 år gammel, og for første gang vil hun fejre en fødselsdag med alle sine tre børn (to fra sit ægteskab), svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

De amerikanske adoptionsmyndigheder har fortalt det lokale medie, at sagen er den genforeningshistorie, der har flest år på bagen nogensinde i USA.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere