Greta Thunberg går over stregen: Nu advarer Macron

Den 16-årige svenske miljøaktivist har klaget over fem lande til FN's Børnekonvention, heriblandt Frankrig og Tyskland

Greta Thunberg var rasende, da hun holdt tale ved klimatopmødet. Video: AP

Mandag holdt den svenske miljøaktivist en dundertale, hvor hun både med stor vrede og gråd i halsen kritiserede diverse statsledere under klima-topmødet i New York.

Greta Thunberg kritiserede fem af verdens største ledere for at forråde de yngre generationer gennem utilstrækkelige bestræbelser for at forbedre den accelererende klima-krise.

Den 16-årige svenske pige lagde også mandag et opslag ud på Twitter, hvor hun meddelte, at hun sammen med 15 andre børn fra 12 forskellige lande havde sendt en juridisk klage til FN's Børnekonvention, hvor hun beskylder fem lande for at være inaktive i forbindelse med den globale opvarmning.

I klagen til FN's Børnekonvention peger hun på de fem lande Frankrig, Tyskland, Tyrkiet, Argentina og Brasilien. Hun nævner de fem lande som de største udledere af CO2, der har underskrevet konventionen.

Det skriver flere medier heriblandt Business Insider , Le Figaro og CNN.

Greta Thunberg og de øvrige 15 børn kritiserer de fem lande og understreger, at de nedskæringer på drivhusgasser, som landene har vedtaget, er utilstrækkelige med henblik på at nå de mål, der blev vedtaget i forbindelse med klima-aftalen i Paris i 2015.

Macron svarer igen

Den franske præsident Emmanuel Macron er ikke særlig begejstret for, at Frankrig nu af Greta Thunberg bliver hængt ud som et land, der svigter kampen mod global opvarmning. Han har over for Europe 1 forklaret, at Greta Thunbergs udtalelse er meget radikal, og nu advarer Macron imod, at Thunbergs udspil kan støde lande fra sig i kampen for at forbedre klimaet.

'Alle bevægelser fra vores ungdom - eller folk, der ikke er så unge - er en stor hjælp. Men de må nu fokusere på dem, som er længst væk fra målet. På dem, der forsøger at blokere målet.'

Emmanuel Macron understregede, at han ikke mente, at hverken Frankrig eller Tyskland forsøgte at blokere de endelige klima-mål.

'Når jeg ser, at vi er ved at lukke alle vores kul kraftværker, og at vi går i den rigtige retning, så er jeg ikke sikker på, at det er den mest effektive måde,' siger Macron med henblik på Greta Thunbergs udspil mod Frankrig.

812 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere