Gretes økonomi væltet af mystisk kæmpe regning

Ud af det blå fik Grete Bonde en pludselig en ekstra regning for sit el-forbrug. 8975 kroner skulle hun betale, og det er meget for en pensionist

Grete Bonde ved stadig ikke, hvad der fik hendes el-regning til at eksplodere. Hendes søn er elektriker, og han er sikker på, at det er en fejl med måleren, fortæller Grete. Foto: Jonas Olufson
Grete Bonde ved stadig ikke, hvad der fik hendes el-regning til at eksplodere. Hendes søn er elektriker, og han er sikker på, at det er en fejl med måleren, fortæller Grete. Foto: Jonas Olufson

- Jeg var ved at vælte ned af stolen.

Sådan beskriver Grete Bonde sin reaktion på den ekstra regning, hun fik fra Ørsted. Den 77-årige pensionist havde netop fået udskiftet sin gamle måler med en ny intelligent en af slagsen.

Men det endte med at koste dyrt. Meget dyrt.

Efter skiftet i marts 2018 fik hun pludselig en regning, der var mere end dobbelt så høj, som de regninger, hun plejer at betale.

I en periode på knap syv måneder fra 18. marts til 30. september betalte hun 3238,17 kroner i aconto. Et beløb, som hun har betalt i årevis og næsten altid fået lidt penge tilbage af, når der skulle afregnes.

Men ikke denne gang - pludselig lød regningen på i alt 8975 kroner for perioden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Faldt ned af stolen
Forskellen på de to målere viste efter opsættelsen af den nye måler et forbrug mere end 3000 kWh, og ifølge Grete Bonde må der være tale om en fejl .

- Den skulle være skide smart den måler, men da jeg fik regningen, så faldt jeg ned af stolen. Jeg har jo betalt løbende i årevis, og når man har boet i hus i så mange år som mig, så ved man godt, hvad man bruger i el, siger Grete Bonde til Ekstra Bladet.

Efterfølgende ringede hun til Ørsteds kundecenter for at få en forklaring og forsøge at starte en dialog.

- Der måtte jo være tale om en fejl, så jeg gjorde vrøvl over det. Som pensionist ødelægger det jo min økonomi, men der var ikke noget at gøre, siger Grete Bonde.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Hårdt for økonomien
Det betød, at Grete Bonde var tvunget til at betale den mystiske regning. Ellers var det slut med el. Derfor måtte hun på knæ i banken, og efter et større slagsmål lykkedes det at få justeret hendes grænse for at gå i minus på Betalingsservice.

- Men det tog mig to år at få betalt det hele af, siger Grete Bonde til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har talt med Ørsted, der dengang var ansvarlig for at levere el til Grete Bonde. I mellemtiden har de dog solgt deres forretning til Andel, der nu står for driften.

Vi har også været i kontakt med Andel, der oplyser, at de ikke har registreret noget usædvanligt i forbindelse med Grete Bondes elregning. Ifølge dem er den inden for normerne.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om Rene Elley, der også fik en gigantisk el-regning. Han havde heller havde held med at få det omstødt.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson