Grønland har fået ny koalition i spidsen for selvstyret, oplyser regeringen Naalakkersuisut, på sin hjemmeside.
Den nye regeringskoalition består af partierne Siumut, Inuit Ataqatigiit (IA) og Partii Naleraq. Partierne Atassut og Demokraterne er ifølge den grønlandske avis Sermitsiaq blevet smidt ud af koalitionen.
- Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed, og denne proces kræver ikke alene politisk stabilitet, men også national samling, skriver de nye koalitionspartier i en erklæring.
- Partierne er enige om at fremføre forslag til en ny forfatning ved udgangen af denne valgperiode, hedder det videre.
Det vil fortsat være Siuimuts Kim Kielsen, der er formand for Naalakkersuisut, altså regeringsleder.
De to øvrige nye partier i regeringen ledes også af velkendte navne, idet tidligere folketingsmedlem Sara Olsvig står i spidsen for IA og forhenværende Naalakkersuisutformand Hans Enoksen leder Partii Naleraq.
Ifølge avisen Sermitsiaq kommer regeringsomdannelsen ikke som nogen stor overraskelse, da der har været samarbejdsproblemer i den tidligere koalition.