Grønland har konstateret sit første tilfælde af coronavirus

Grønlands første smittede med coronavirus er sat i hjemmekarantæne. Det samme er den smittedes samboende

Boligblokkke i Nuuk, Grønland. Grønland har taget flere initiativer for at undgå, at coronavirusset også skulle nå dertil. Senest har Grønland fulgt statsminister Mette Frederiksens (S) grænsetiltag. Grænserne til Grønland er altså allerede lukket og har været det siden lørdag klokken 12. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Boligblokkke i Nuuk, Grønland. Grønland har taget flere initiativer for at undgå, at coronavirusset også skulle nå dertil. Senest har Grønland fulgt statsminister Mette Frederiksens (S) grænsetiltag. Grænserne til Grønland er altså allerede lukket og har været det siden lørdag klokken 12. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Coronavirusset er nu også kommet til Grønland. Landet har mandag konstateret sit første tilfælde af coronavirus.

Det er en person i hovedstaden, Nuuk, der er bekræftet smittet, oplyser den grønlandske regering i en meddelelse.

- Landslægen meddeler, at det første tilfælde af ny coronavirus nu er påvist i Grønland. Den smittede er bosat i Nuuk og er sat i hjemmeisolation, står der i meddelelsen.

De samboende til den smittede er også sat i hjemmekarantæne.

Landslæge Henrik L. Hansen oplyser på et pressemøde, at den pågældende har været ude at rejse.

- Vi har ingen indikation om lokal spredning. De næste tre måneder må vi forvente en smitterisiko fra indrejsende.

- Derfor skal vi have færrest muligt ind i landet, siger Henrik L. Hansen ifølge mediet Sermitsiaq.

Grønland har taget flere initiativer for at undgå, at coronavirusset også skulle nå dertil. Senest har Grønland fulgt statsminister Mette Frederiksens (S) grænsetiltag.

Grænserne til Grønland er altså allerede lukket og har været det siden lørdag klokken 12.

Dermed er det kun udlændinge med et 'anerkendelsesværdigt formål', som får lov til at rejse ind i landet. Danske statsborgere kan altså fortsat komme til Grønland.

Den grønlandske regering har desuden fra fredag haft nye retningslinjer angående flyvninger.

Fra fredag har ikke strengt nødvendige flyrejser ind og ud landet været kraftigt frarådet. Alle flyrejser internt i landet er også kraftigt frarådet.

Desuden har den grønlandske regering også fulgt danske forholdsregler for forsamlinger. Forsamlinger med over 100 personer er fra fredag blevet kraftigt frarådet.

Alle disse initiativer skulle beskytte øen mod coronavirus, men det er altså ikke lykkedes.

Tidligere var tre danske statsborgere isoleret på et hotel i Grønland. Frygten var, at de havde coronavirus. De blev imidlertid alle testet negativ.

59 kommentarer
Vis kommentarer