Grønland undersøger første mulige coronatilfælde

Et fly fra Air Greenland er landet i Grønland med passagerer, hvoraf tre mistænkes for at have coronavirus

På et fly fra Danmark, der mandag eftermiddag landede i den grønlandske by Kangerlussuaq, var der to passagerer, som er mistænkt for at være smittet med coronavirus. Foto: Lucas Jackson/Reuters
På et fly fra Danmark, der mandag eftermiddag landede i den grønlandske by Kangerlussuaq, var der to passagerer, som er mistænkt for at være smittet med coronavirus. Foto: Lucas Jackson/Reuters

På et fly fra Danmark, der mandag eftermiddag landede i den grønlandske by Kangerlussuaq, var tre passagerer om bord, som er mistænkt for at være smittet med coronavirus.

Det fortæller formanden for Grønlands landsstyre, Siumut-formand Kim Kielsen, ifølge det grønlandske medie KNR.

Der er tale om tre danske statsborgere, der bor i Grønland, bekræfter Svend Foldager, formand for Epidemikommissionen, til KNR.

Hvis de skulle vise sig at være smittet, vil det være det første tilfælde i Grønland af virusset.

Passagererne er nu blevet testet for virusset, og prøverne analyseres i øjeblikket på Statens Serum Institut i København.

Svaret på prøverne er klar tirsdag klokken 12, skriver KNR. I en pressemeddelelse fra Grønlands Politi fremgår det dog, at resultaterne på prøverne er klar 'inden for et par dage'.

De tre passagerer fortalte selv flypersonalet, at de havde det skidt.

Kaptajnen viderebragte derefter beskeden til myndighederne, som sendte en læge og politi til lufthavnen for at undersøge passagererne.

De tre personer opholder sig nu på hver sit værelse på Hotel Kangerlussuaq. Her er de under tilsyn af sundhedspersonale.

Resten af flyets passagerer blev inddelt i to kategorier: høj risiko og lav risiko.

De passagerer, som Epidemikommissionen vurderede til at være i høj risiko, kan fortsætte deres rejse til slutdestinationen, hvis rejsen afsluttes inden for to dage.

Derefter opfordres de til at gå frivilligt i karantæne.

De resterende passagerer kunne også fortsætte deres rejse. De skal også holde øje med symptomer, oplyser politiet i en pressemeddelelse ifølge KNR.

- Epidemikommissionen er nedsat, og situationen vil blive håndteret herfra, fremgik det af en pressemeddelelse tidligere mandag.

Der bliver meldt nyt ud tirsdag, fremgår det.

Kangerlussuaq (tidligere Søndre Strømfjord) er en lille by i Vestgrønland. Den ligger omtrent 320 kilometer fra hovedstaden Nuuk i fugleflugt.

I Danmark er 90 personer smittet med coronavirus, mens 770 personer er i karantæne. Antallet af smittede blev opjusteret mandag klokken 17 fra 59 til 90.

På Færøerne er der to registrerede smittetilfælde, mens 31 personer er i karantæne. Grønland er fortsat uden registrerede smittetilfælde.

12 kommentarer
Vis kommentarer