Australien har for anden dag i træk slået rekorden for landets varmeste dag nogensinde. Det oplyser Australiens meteorologiske institut på Twitter.
Onsdag lød den højeste temperatur over hele landet i gennemsnit på 41,9 grader. Det er en hel grad højere end tirsdag, hvor der blev slået rekord med 40,9 grader i gennemsnit.
Den højeste temperatur, der blev målt onsdag, var 47,7 grader i Birdsville Airport, som ligger centralt i landet på grænsen mellem Queensland og South Australia.
Og torsdag er den højeste temperatur nogensinde mål i december blevet registreret, idet der er målt 49,9 grader i Nullarbor, skriver Sydney Morning Herald.
Temperaturen er dog stadig et stykke under den højeste temperatur, der nogensinde er målt i Australien. Således blev der 2. januar 1960 målt 50,7 grader i Oodnadatta Airport, der også ligger centralt i landet.
Det er dog første gang nogensinde, at der er målt temperaturer, der gennemsnitligt når op på 41,9 grader.
Den enorme varme har primært været centreret om den centrale og sydlige del af landet, mens kystbyer som Sydney har haft mere overkommelige temperaturer, der har ligget mellem 20 og 30 grader. Den massive varme i de øvrige store dele af landet trækker dog det samlede gennemsnit op til rekordhøjderne.
Og de ekstreme temperaturer er langt fra overstået for australierne.
Således er der udsendt varsler for alle australske stater om høje temperaturer og risiko for naturbrande.
Vejromstændighederne er derfor ikke nogen god nyhed for den hårdt prøvede australske natur, hvor brande i lang tid har hærget og blandt andet har lagt et tykt lag røg ind over Sydney.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.