Grovæder du også i disse dage? Her er forklaringen

Det er ikke altid så nemt at lade de søde sager blive i skuffen. Og det er der en rigtig god grund til

Utryghed, kedsomhed og den uvante situation får flere til at søge med usunde mellemmåltider. Foto: Finn Frandsen
Utryghed, kedsomhed og den uvante situation får flere til at søge med usunde mellemmåltider. Foto: Finn Frandsen

De fleste danskere er sendt hjem fra kontoret, og må derfor holde skansen hjemmefra. Fitnesscentrene er lukkede og udendørstræningsarealerne lige så.

Det betyder, at man sidder en del mere ned, og mange har tendens til at tjekke køleskabet eller slikskufferne en ekstra gang.

Opfylder et manglende behov
Ekspert i sundhedspsykologi Marie Steenberger forklarer hvorfor man tyer til sukkerstadset i skuffen frem for guleroden.

- Det er meget menneskeligt, at når vi bliver bekymret eller bange, for eksempel for at blive fyret, eller at vi føler os isoleret og ikke får vores menneskelige behov opfyldt, så forstyrrer det vores naturlige sultfornemmelse, fortæller Marie Steenberger til Ekstra Bladet.

Det er helt naturligt, at man tyer til de søde sager i en uvant situation, men når man er klar over, at der er mad nok på bordet, så kan man sagtens lærer sig selv at holde igen, mener ekspert i sundhedspsykologi Marie Steenberger.
Det er helt naturligt, at man tyer til de søde sager i en uvant situation, men når man er klar over, at der er mad nok på bordet, så kan man sagtens lærer sig selv at holde igen, mener ekspert i sundhedspsykologi Marie Steenberger.

Normalt har mad den funktion at være nærende og mættende, men i denne tid får maden også en behovsdækkende funktion. Det fungerer lige pludselig som underholdning, trøst eller en dæmper på en følelse.

- Og derfor kommer mange til at spise mere i denne her periode. Netop fordi sulten bliver påvirket af vores følelser.

Reptilhjernen sætter ind
Men ikke kun følelserne bliver hjulpet på vej af den mad, vi finder i skufferne, det er også en af basalmekanismerne i hjernen, som gør, at vi bliver ved med at gå i skufferne.

- Reptilhjernen slår til, når vi ved, at maden ligger i skuffen. Den orienterer sig hele tiden mod, hvor den kan få sine kalorier. Når det er tilgængeligt for os, så er vi indrettet sådan som art, at vi skal spise det, der giver os kalorier, når det er der, forklarer Marie Steenberger.

Så den automatiske lyst til at spise de søde sager i skuffen findes altså i, at vi ved, at det ligger i skuffen.

Tjekker køleskabet igen og igen
Det er en ukendt situation verden er havnet i, og det er også en af de faktorer, som spiller ind på de mange gåture ud til slikskuffen.

Per Nielsen, som er fysisk træner og ernæringsvejleder, fortæller hvordan kedsomhed også kan være en hæmsko for at vælge den sunde linje men i stedet gå og hapse små lækkerier hele dagen.

- Det er vigtigt, at man finder en struktur i sin hverdag. Det med, at man bevæger sig i det samme miljø hele tiden gør, at man begynder at tænke: Hvad skal jeg nu lave? Så man ender med at gå ud igen og igen for at se, hvad der er i køleskabet, fortæller Per Nielsen til Ekstra Bladet.

- Man kan lave aftaler med sig selv om, ikke at have alt muligt liggende i skuffen, men at man køber en enkelt sød ting, når man er nede og handle, og på den måde ikke friste sig selv, fortællerPer Nielsen som er fysisk træner og ernæringsvejleder. Foto: Privat
- Man kan lave aftaler med sig selv om, ikke at have alt muligt liggende i skuffen, men at man køber en enkelt sød ting, når man er nede og handle, og på den måde ikke friste sig selv, fortællerPer Nielsen som er fysisk træner og ernæringsvejleder. Foto: Privat

Hvis man går og er lækkersulten kan man prøve at aflede ens tanker ved at sige til sig selv, at man skal foretage sig noget aktivt inden, man dykker ned i skuffen af slik og kager.

- Det kan være at gå en tur eller lave et kort træningsprogram i haven.

- Men nu skal vi heller ikke gøre det værre, end det er, for selvfølgelig skal der være plads til, at man spiser noget sødt eller noget salt fra tid til anden, så det hele ikke bliver så regelret.

- Men vi må bare erkende, at vi er udfordrede, fordi vores hverdag er blevet vendt op og ned. Og tilgængeligheden gør det svært for os at lade være.

Fem gode råd til at lade droppe den unødvendige mellemmåltider

1. Hold struktur på din hverdag. Din dag er skal ligne den, du havde for fire uger siden.

2. Pas din sengetid. Det er vigtig at gå i seng til tiden og stå op, tag et bad og gør noget ud af dig selv.

3. Aktiver dig selv i løbet af dagen. Gå eller løb en tur.

4. Gør tilgængeligheden af de unødvendige snacks mindre. Gør det sværere for dig selv at få fat på.

5. Hvis uheldet er ude og man tager sig selv i at spise noget uplanlagt, så lad være med at bebrejd dig selv - Der kommer altid et måltid efter, hvor man så kan træffe et sundere valg.

Kilde: Per Nielsen, personlig træner og ernæringsvejleder