Grundskylden stiger i 29 kommuner i 2020

Folketingets finansudvalg har godkendt økonomien i aftale mellem regeringen og kommunerne om økonomien i 2020

En del boligejere vil få en stigning i grundskylden til næste år.

Det viser beregninger fra flere banker, efter Folketingets finansudvalg har godkendt økonomien i aftalen mellem regeringen og kommunerne om økonomien i 2020.

Det drejer sig om en stigning på 5,8 procent.

Grundskylden kommer til at stige i 29 kommuner.

- Det er stort set de samme boligejere, der rammes af stigningen i 2020, som også fik en ekstraregning i 2019 og de foregående år, siger Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea, i en skriftlig kommentar.

- Dog bliver antallet af berørte boligejere lidt mindre år for år, i takt med at stadig flere boligejere beskattes af den faktiske værdi af deres grund, siger hun.

Det er især husejerne i og omkring hovedstadsområdet, der får en stor regning.

I Frederiksberg Kommune har en gennemsnitlig husejer udsigt til at betale 2870 kroner mere i 2020, end de gør i dag, skriver Nordea.

Husejerne i Rudersdal, København, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Gentofte følger efter med regninger, der også når op over 2000 kroner for et gennemsnitligt hus.

Danske Bank har også regnet på det.

- Satsen er en del af det temmelig komplicerede system med et grundskatteloft, som vi har haft siden 2002, siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en skriftlig kommentar.

- Om man rent faktisk får en stigning i sin grundskyld kommer an på, hvordan ens grundvurdering har udviklet sig siden 2001, og det har et ganske stort element af tilfældighed over sig.

- Den største stigning sker som sædvanligt i Frederiksberg Kommune, hvor den er på 3027 kroner per hus, men det hører med til historien, at der kun er ganske få enfamiliehuse på Frederiksberg.

- Nummer to på listen er Rudersdal med en stigning på 2748 kroner, siger han.

Det er muligt at vælge at betale pengene i 2021. Man kan også vente til huset en gang skal sælges. Men i det tilfælde skal man så være opmærksom på, at der løber renter på i mellemtiden.

246 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere