Mens flere og flere danskere melder sig ud af folkekirken, er populariteten i fængslerne helt anderledes.
I fængslerne er der ikke bare stuvende fuldt til gudstjenesterne, men også ofte lange ventelister til at deltage i kirkegang, bibelstudiekredse og meditationsgudstjenester.
- I går havde jeg en stillegudstjeneste i Vestre Fængsel, hvor der grundet sikkerheden kun måtte være 12 deltagere. Der var allerede 16 på ventelisten længe før gudstjenesten, og sådan er det altid efterhånden. Til vores ugentlige gudstjeneste kan der være omkring 100 på venteliste, siger Erik Asbjørn Adrian, der i snart 12 år har været fængselspræst i flere af Københavns fængsler.
I den danske befolkning kan det for de fleste tælles på én hånd, hvor ofte vejen lægges forbi en kirke.
Nogen når det lige, mens flæskestegen er i ovnen juleaften, men ellers er det ofte kun begravelser, dåb og bryllupper, der kan trække danskerne til den lokale kirke.
Artiklen fortsætter under billedet...
I fængslerne er interessen for kristendommen noget større, og de indsatte tørster efter at blive klogere på religionen.
- De indsatte er meget opslugte, når de deltager i vores kirkelige arrangementer. De sidder som sultne fugleunger og tørster efter at blive klogere og opleve noget mening og sammenhæng i deres tilværelse, og det kan kirken give dem, siger Erik Asbjørn Adrian.
Han påpeger dog, at der også er nogle indsatte, som primært deltager i arrangementerne for at komme i kontakt med indsatte fra andre fløje i fængslet.
Præst kan uddele karantæner
En fængselskirke skiller sig noget ud fra de kirker, som du nok kender.
Kirkekoret består for eksempel udelukkende af indsatte og bliver kaldt et fangekor. Bagerst i kirkerne sidder der næsten altid nogle fængselsbetjente, der er klar til at slå til, hvis der skulle opstå ballade, og alle deltagere har været igennem et sikkerhedstjek, inden de må være med.
Derudover kan præsten uddele karantæner.
- Jeg vil ikke have, at de indsatte hvisker og griner til vores arrangementer. Respekterer de ikke det, får de en karantæne, og så må de ikke komme i en periode, siger Erik Asbjørn Adrian.
Et fristed
Hans Andersen er en fri mand i dag, men han er en af dem, der flittigt deltog i kirkelige arrangementer i de ti år, han var indsat i Statsfængslet i Vridsløselille. For ham var det en lille oase i en ellers hård verden.
- Det er ikke fordi, jeg pludselig 'fandt' min gud i fængslet, men kirken er et fristed, hvor man ikke behøver spille hård hele tiden, som man ellers er nødt til i fængslet, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet...
Fængselspræsterne har en særstatus i fængslerne, fordi de ikke er en del af systemet, som for eksempel vagterne er. De er mulige at skabe en relation til, og det er en af grundene til deres store popularitet.
- Når du møder en uniformeret medarbejder, der beder dig om at aflevere pis-prøver, og som visiterer dig, så er det lidt svært at opbygge en relation til dem. Sådan er det ikke med præsterne. De møder dig i øjenhøjde, når du er allermest sårbar, siger Hans Andersen, der var med i fangekoret, da han var indsat.
Når de kommer ud er religionen ofte glemt
Ifølge lektor fra Syddansk Universitet Linda Kjær Minke bliver især islam, kristendom og buddhisme praktiseret meget aktivt i landets fængsler. Hun har i en længere årrække beskæftiget sig med livet i de danske fængsler, og hun mener, der er en særlig grund til, at religion fylder meget.
- Mange indsatte oplever, at samtaler med for eksempel en præst eller en imam kan løse deres problemer og afhjælpe dem følelsesmæssigt. Følelser som skam og skyld fylder ofte rigtig meget, og det giver de indsatte en ro at snakke med nogen om det, siger Linda Kjær Minke.
Fængselspræst Erik Asbjørn Adrian er enig. Hans oplevelse er, at selvom mange praktiserer en religion i fængslerne, så er det de færreste, der fortsætter med det, når de bliver løsladt.
Hans Andersen er en af dem. Han har fået mere respekt for religiøse mennesker, og den måde de møder andre på, men han har ikke aktivt praktiseret kristendommen siden, han blev løsladt.
