Guds folk på jord fik fjernet mega-møller
En af de 197 indsigelser, Jammerbugt Kommune modtog, da de behandlede sagen om nye, høje vindmøller ved Nørre Økse Sø uden for Brovst, kom fra kirken.
Et stykke fra vindmølleparken ligger den lille Koldmose Kirke for sig selv ude på landet. Fra kirkegården ville man tydeligt kunne se to af de 150 meter høje maskiner.
Derfor gjorde Aalborg Stift – som kirken hører under – indsigelse.
– Det gjorde vi, fordi projektet havde indflydelse på de kirkenære omgivelser. Visuelt ville de stå lige bag ved kirken, forklarer Marie Johansen fra Aalborg Stift.
Hun understreger, at de allerede inden lokalplanen kom i høring, gik i dialog med kommunen om, hvad der kunne gøre det bedre, set fra kirkens synsvinkel.
– Vi blev enige om, at hvis der blev pillet to møller ud, ville vi godt kunne leve med det, siger hun.
Guddommelig vetoret
Når Vattelfall efter planen tager første spadestik senere i år, er det derfor til færre kæmpemøller, end de ansøgte om.
Kirkens protest fik fjernet to, mens bygherren derfor selv tog en tredje nærliggende mølle ud. Derudover fjernede kommunalbestyrelsen en, som skulle have stået tæt på en minkfarm. Nu kommer der 11 i alt.
Aalborg Stift er tilfredse med resultatet.
– De måtte også godt have nøjedes med at flytte dem for vores skyld. Det var ikke afgørende, at de helt blev droppet.
Historisk set har kirken haft vetoret i byggesager, og ifølge lovgivningen har Guds folk på jord stadig mere at skulle have sagt end andre.
Derfor får stifterne alle lokalplaner ind og vurderer dem i forhold til kirkens interesse.
– Det er vores opgave at passe på kirkerne, siger Marie Johansen.
Læs flere artikler fra Ekstra Bladet ophold i Brovst herunder:
Borgmester om mega-møller: Ville ikke selv bo der
Borgerne raser mens kommunen scorer kassen
Bykonge sagsøger vindmølle-fjende
Vindmøller får Frede til at flytte
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.