Gymnasieformand: Vi er rigtig kede af det

Både rektor og talsmand for danske gymnasieelever frygter frafald og mistrivsel

Torsdag præsenterede statsministeren planen for fase 2 af genåbningen. Her kom hun blandt andet ind på planen for uddannelsesstederne. Video: Tariq Mikkel Khan

Mens især efterskoleelever jublede, sidder en stor gruppe gymnasieelever tilbage med en flad fornemmelse efter statsministerens pressemøde om de næste faser af genåbningen af landet i aftes.

De skal nemlig blive hjemme til efter sommerferien.

- Vi er rigtig kede af, at 1. og 2.'g'erne og 1. hf'ere ikke kom med i hverken fase to eller tre. Det er superærgerligt, siger Danske Gymnasiers formand Birgitte Vedersø, som også er rektor på Gefion Gymnasium i København, til Ekstra Bladet.

Ifølge formanden trænger de virkelig til at komme i skole igen.

- En ting er det faglige, men de trænger til kontakt og at se hinanden. De savner hinanden, siger Birgitte Vedersø, som er bekymret for elevernes trivsel.

En 2.g'er, der i lighed med sine medgymnasiaster, modtager fjernundervisning. Arkivfoto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
En 2.g'er, der i lighed med sine medgymnasiaster, modtager fjernundervisning. Arkivfoto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
 

Bekymring
Indtil videre har den mere end to måneder lange fysiske pause fra klasselokalerne ikke medført et større frafald fra de gymnasiale uddannelser end normalt, men:

- Vi kender ikke langtidseffekten, og det er bestemt noget, vi frygter, siger Birgitte Vedersø.

Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Martin Mejlgaard, deler bekymringen.

- Det gælder især de svageste elever, der har allermest brug for lærer-elevkontakt og for eksempel ikke har forældre, der selv har gået i gymnasiet, siger han til Ekstra Bladet.

Martin Mejlgaard, der blev student sidste år, bemærker, at der er mulighed for, at de mest udsatte elever kan komme tilbage på skolebænken, ligesom man arbejder for 'ordentlige understøttende tiltag' som ekstra hænder, vejledning og lektiecaféer, som skal hjælpe med at holde hånden under eleverne.

Ifølge Birgitte Vedersø har gymnasieeleverne været rigtig gode til at tage imod fjernundervisningen, som hun vurderer, de er i bedre stand til at kunne klare end yngre skoleelever.

Og man har heller ikke målt voldsomt mange manglende opgaveafleveringer.

- Det bliver registreret på samme måde, som hvis eleverne mødte op i skole og ikke afleverede deres opgaver.

Gruppearbejde i gymnasiet som her bliver ikke virkelighed for 1. og 2.g'ere eller 1.hf'ere før efter sommerferien. Arkivfoto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix
Gruppearbejde i gymnasiet som her bliver ikke virkelighed for 1. og 2.g'ere eller 1.hf'ere før efter sommerferien. Arkivfoto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix
 

Ikke afklaret
Mens Birgitte Vedersø ærgrer sig på vegne af den store gruppe unge, som ikke må komme i skole, glæder hun sig over, at 3.g'erne er tilbage.

Her gælder bekymringen den forestående fejring af de afsluttede studentereksaminer.

- Vi er ikke helt afklarede med hensyn til dimissioner, for selvom man hæver loftet til, at man må forsamles mellem 30 og 50 mennesker, så er det jo slet ikke nok for at afvikle en dimission, som vi kender dem.

Studenterkørslen arrangerer de vordende studenter selv uden skolernes indblading. Det afholder dog ikke gymnasieformanden fra at håbe, at de glade studenter kan komme ud og fejre huen.

1 af 2 Gruppearbejde i gymnasiet som her bliver ikke virkelighed for 1. og 2.g'ere eller 1.hf'ere før efter sommerferien. Arkivfoto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix
2 af 2 En 2.g'er, der i lighed med sine medgymnasiaster, modtager fjernundervisning. Arkivfoto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
33 kommentarer
Vis kommentarer