Gymnasium i problemer igen: 825 årbøger skal destrueres

En 3.g-klasse på Rungsted Gymnasium valgte at lave sjov med immigranter og bådflygtninge på et 'fjollebillede' i årets klassebog. Nu har gymnasiets ledelse trukket bogen tilbage

Tidligere på måneden kom Rungsted Gymnasium i mediernes søgelys, da det kom frem, at 1.g-piger fra det nordsjællandske gymnasium følte sig presset til at slikke flødeskum af drenge og tage agurker langt ned i halsen under de såkaldte puttemiddage.

Nu er der igen problemer blandt eleverne på det nordsjællandske gymnasium.

Ledelsen på Rungsted Gymnasium har været nødsaget til at bede skolens elever om at levere deres klasseårbog tilbage til skolens kontor, efter en 3.g-klasse valgte at lade sig fotografere udklædt som immigranter og bådflygtninge. De 825 årbøger skal nu destrueres.

Det skriver Helsingør Dagblad, der har delt det kontroversielle billede på Twitter.

Eleverne havde angiveligt til opgave at lave et såkaldt 'fjollebillede' til klasseårbogen, hvor de skulle fotografere sig selv i en sammenhæng, hvis overskrift skulle være et ord, som begyndte med klassebogstavet.

Klassen 3. I kunne have valgt for eksempel isbjørne, men valgte i stedet det noget mere vovede tema 'immigranter.'

Rektor tager afstand
Helsingør Dagblad skriver, at der nu skal trykkes nyt oplag af klassebogen uden det kontroversielle foto, som 3. I's elever havde lavet. 

Gymnasiets rektor, Ruth Kirkegaard, har forklaret, at hun tager afstand til billedet, og det samme gør eleverne i klassen i en fælles udmelding.

'På vegne af hele 3. I vil vi gerne undskylde for ikke at have gennemtænkt vores tema. Det har på ingen måde været vores hensigt at hverken støde eller træde nogen over tæerne. Vi fortryder dybt vores handling og ser alvoren og erkender fejlen. Valget af tema blev taget impulsivt, og vi har først efterfølgende tænkt over betydningen. Vi skulle have tænkt os mere om. Undskyld,' står der i udtalelsen.

Se også: Sladrede til de voksne om deepthroat til puttemiddag: Droppet af vennerne

Se også: Dansk universitet forbyder disse udklædninger: Virker som ekstrem 'overkill'

Se også: Aha: Krænket mexicansk studerende stopper Mexico-fest på universitet

328 kommentarer
Vis kommentarer