Håndsprit sælges til vilde overpriser: 210 kroner pr. flaske

På trods af både høje indkøbs- og salgspriser på håndsprit bliver flaskerne revet væk

Sådan anvender du håndsprit korrekt. Video: Lasse Brøndal/Redigering: Martin Ekelund/Maya Westander

Både apoteker, supermarkeder og andre forretninger har længe meldt udsolgt af håndsprit oven på coronavirussens indtog i Danmark, og hospitaler har endda meldt om tyveri af deres beholdning.

Karina Karvits er en af dem, der har manglet håndsprit, og derfor blev hun glad, da hun så, at Bygma i Nyborg annoncerede, at de havde skaffet et nyt parti.

Se også: Stjæler mundbind og håndsprit fra hospitaler

Da hun så prisen, blev hun dog chokeret: 210 kroner for 600 milliliter. Det er mindst tre gange så meget, som det plejer at koste.

- Min bedre halvdel har KOL, og min mor har lige fået konstateret lungekræft. Vi er en lille familie, så hun er afhængig af at få besøg af os, og vi kunne simpelthen ikke klare os uden håndsprit. Så vi var nødt til at købe det, selvom vi synes, at det er meget dyrt, fortæller Karina Karvits.

Hos Bygma forklarer kommunikationsrådgiver Jytte Wolff-Sneedorff, at den høje salgspris skyldes en høj indkøbspris på 125 kroner eksklusive moms (157 kroner inklusiv moms) hos leverandøren Godik.

Se også: Dansk håndspritfabrik er lagt ned af travlhed under corona

- Det er fuldstændig rigtigt, at vi sælger det til den pris (210 kroner, red.). Det hænger sammen med, at håndsprit er en mangelvare, og den er også udgået hos vores sædvanlige leverandør. Så vi har været ude og bruge ret lang tid på at finde en alternativ leverandør, for vi vil rigtig gerne hjælpe vores kunder. Det har betydet, at vi også har haft en tredoblet indkøbspris, siger Jytte Wolff-Sneedorff.

Leverandøren, Godik, melder også om, at de har haft en forhøjet indkøbspris hos deres leverandør. De køber selv flaskerne til 80 kroner eksklusive moms (100 kroner inklusiv moms) stykket ved deres leverandører, som de dog ikke ønsker at oplyse hvem er.

Normalt er Godiks salgspris eksklusive moms på 45 kroner per flaske, som altså nu hedder 125 kroner på grund af de høje indkøbspriser og den øgede efterspørgsel.

- Håndsprit er det eneste, vi tjener penge på lige nu. Vi har et kæmpe tab på alt andet, da vi er et eventfirma. Så du kan sige dig selv, at alt andet er fuldstændig dødt. Vi kører jo ikke land og rige rundt og leverer håndsprit uden at tjene penge på det. Så vi kan da kun være glade for, at der er en lille smule, vi tjener penge på, siger Kim Mose Godiksen.

Hverken Godik eller Bygma mener, at de har andet valg end at sælge dyrere.

- Vi sælger det ikke med en højere fortjeneste, end vi normalt gør, men det her er virkeligheden for os lige nu. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, siger Jytte Wolff-Sneedorff.

Budolfi Apotek i Aalborg og apoteker Mikael Sell har fået syn for, hvor desperate coronafrygten gør folk. I weekenden fik de stjålet en halvbrugt dunk med håndsprit. Foto: René Schütze Samfund - 10. mar. 2020 - kl. 07:10 Alt sprit er væk: - Stjålet dunk er mere værd end alt andet på apoteket lige nu

Hos Bygma lyder meldingen, at der endnu ikke er udsolgt i Nyborg, hvis man altså er parat til at købe til den høje pris.

- Der er ikke helt udsolgt endnu. De har indtil videre solgt 500 flasker på en halv dag. Folk bestemmer jo selv, om de vil købe det, og det vil de åbenbart, siger Jytte Wolff-Sneedorff.

Derfor er priserne så høje

Godiks indkøbspris: 80 kroner eksklusiv moms

Godiks salgspris: 125 kroner eksklusiv moms

Godiks fortjeneste: 45 kroner

Fortjeneste i procent: 56 %

 

Bygmas indkøbspris: 125 kroner eksklusiv moms

Bygmas salgspris: 168 eksklusiv moms

Bygmas fortjeneste: 43 kroner

Fortjeneste i procent: 34 %

 

Forbrugernes pris: 210 kroner inklusive moms

1 af 2 
2 af 2 Pris? 210 kroner. Foto: Karina Karvits
259 kommentarer
Vis kommentarer