Hele verden fulgte med, da Donald Trump og Kim Jong-un gik de 15 lange skridt og til sidst gav hinanden hånden.
Eftermiddagen i juni udviklede sig til frokost, og til sidst underskrev de et stykke papir, hvor Nordkorea lovede at nedruste, mens USA ville lempe sanktionerne. Donald Trump havde efterfølgende travlt med at kalde det en stor sejr, men allerede to måneder senere er der ballade. Heftig ballade.
Fredag valgte den amerikanske præsident at aflyse udenrigsminister Mike Pompeos besøg i Nordkorea. Han forklarede det med, at de to lande ikke gør tilstrækkelige fremskridt med atomafviklingen på Den Koreanske Halvø.
Men nu kan avisen The Washington Post afsløre, at Donald Trump måske ikke fortalte hele sandheden.
Ifølge to centrale kilder skyldes aflysningen, at Mike Pompeo har modtaget et "aggressivt" brev fra den nordkoreanske leder Kim Jong-uns højre hånd, Kim Yong-chol. Den mand, der efter sigende spillede en nøglerolle i planlægningen af topmødet mellem Trump og Kim Jong-un i Singapore 12. juni.
Den præcise ordlyd i brevet er ikke beskrevet, men avisen skriver, at det var 'tilstrækkeligt aggressivt' til at aflyse besøget.
Nye beskyldninger
Og så startede balladen for alvor.
Den nordkoreanske avis Rodong Sinmun, der samtidig fungerer som talerør for Koreas Arbejderparti, har publiceret en artikel, hvor der bliver langet kraftigt ud efter USA.
Her bliver det hævdet, at amerikanerne har gennemført en række ekstremt provokerende og farlige militære aktioner i løbet af weekenden.
Så brutalt kan Trump knuse Nordkorea
Jeg følte en vidunderlig dialog: Læs Trumps vilde brev til diktator på dansk
Samtidig beskrev Nordkoreas propaganda-maskine, Korea Central News Agency, hvordan USA har valgt at flytte 1200 såkaldte 'special units' fra USA til Filippinerne. Nordkoreanerne påstår, at der er tale om en øvelse i at infiltrere hovedstaden Pyongyang, skriver New York Times.
Propagandakanalen har dog ingen konkrete beviser, men oplyser blot, at oplysninger stammer fra Sydkorea. Af samme årsag har Pentagon ikke ønsket at forholde sig til påstandene.
Slapt papir
Allerede da aftalen mellem Nordkorea og USA blev underskrevet i juni var der stor skepsis blandt danske eksperter. Også selv om Donald Trump fejrede det som en stor triumf for verdensfreden.
- Det er det helt store diplomatiske teater, der er i gang her. For er der én ting, som Trump og Kim Jong-un har til fælles, så er det, at de er topprofessionelle skuespillere på den internationale scene. Uanset hvad der kommer ud af mødet, skal man være opmærksom på at skelne mellem store armbevægelser og reelt indhold. Hvis vi er rigtig, heldige kan mødet i bedste fald blive det første skridt i en langvarig diplomatisk forhandling, sagde Mikkel Vedby Rasmussen til dengang Ritzau.
Den påstand blev bakket op af forsker og Ph.D ved Dansk Institut for Internationale Studier Andreas Bøje Forsby.
- Der står ikke særlig meget på det stykke papir. Det er nogle vage og forblommede vendinger, og rent faktisk ligner det en aftale fra 1993. Det er ikke de helt store variationer i forhold til den. En vinkel er, at vi stadig er langt fra den totale afvikling af Nordkoreas atomprogram, men man kan også sige, at der nu er sat en proces i gang, som trods alt er bedre en de mange trusler.
Ifølge eksperten blev det næppe det store gennembrud for verdensfreden i denne omgang, og det skyldes ifølge Andreas Bøje Forsby én ting. Donald Trumps utilregnelig sind.
- Det ville være en interessant aftale, hvis man tror, at de har opbygget et tillidsforhold, der gør, at de to ledere stoler så meget på hinanden, at det bare er op til embedsmændene at klare resten. Men Nordkorea ville aldrig kunne stole på en nation med en så utilregnelig leder. Bare se, hvad der er sket i Iran. Min vurdering er, at de ikke har den fornødne tillid til for alvor at tage nogle konkrete skridt mod nedrustningen, sagde Andreas Bøje Forsby.