Hårdhudede danskere efter bomber og uro: Vil bare have sol

Danskerne er ikke til at skræmme. Trods bomber og uro valfarter vi til sol og varme i Tyrkiet

(Foto: AP og Polfoto)
(Foto: AP og Polfoto)

Skal du på ferie i Tyrkiet eller har du lige været det - så vil vi gerne tale med dig om, hvilke overvejelser du gjorde dig/gør dig i forbindelse med rejsen. Skriv til os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (koster alm. takst)

I Tyrkiet er der næsten garanti for sol og varme hele sommeren, og landet er derfor også et ekstremt populært charterrejsemål for danskere, der er trætte af dansk sommerregnvejr.

Men den 20. juli blev den tyrkiske by Suruc, som ligger nær den syriske grænse, ramt af en eksplosion i et kulturcenter , der kostede over 30 mennesker livet og sårede yderligere 100.

Indenrigsministeriet kaldte eksplosionen for et terrorangreb.

De seneste dage er konflikten eskaleret, og fredag bombede tyrkiske bombefly for første gang IS i Syrien.

Og det tyske udenrigsministerium advarer nu mod Tyrkiet i deres rejsevejledning grundet risiko for bombeangreb mod metroen og busstop i den blandt turister populære tyrkiske millionby Istanbul.

Her eksploderer bomben i Suruc den 20. juli.

Krimi Udenrigsministeriet advarer om Tyrkiet-rejser: Betydelig risiko for terror

Søndag aften bad Tyrkiet så om et sjældent hastemøde i NATO.

Alt i alt lyder det ikke umiddelbart som drømme-setuppet for en afslappende sommerferie med familien.

Men har rejseselskaberne så haft horder af skræmte danske turister i røret forud for deres planlagte rejser til det solrige og uroramte Tyrkiet?

Torben Andersen, Kommunikationschef hos Spies, siger til Ekstra Bladet:

- Siden bomben faldt dernede, har der været enkelte, der har ringet ind, og det har der også været de seneste par dage. Men det ligger jo cirka 800 km fra vores nærmeste rejsemål.

De få folk, der ringer til jer, hvilke spørgsmål er det typisk, de har?

- De spørger lidt ind til, hvor langt der er til det, der er sket. Og hvor langt er der til den syriske grænse. Og så fortæller vi dem, at der er fra Danmark og til et pænt stykke syd for Paris. Så får de lidt perspektiv ind i det.

Hårdhudede danskere
- Det er som om, at danskerne er blevet lidt hårdhudede, når det gælder den slags ting rundt omkring i verden. De tager det stille og roligt. Så længe UM ikke ændrer vejledningen, så tror jeg, at folk har forstået, at det er Udenrigsministeriet, der sætter dagsordenen. Om det er farligt eller ikke farligt, siger Torben Andersen.

Det er det samme billede, som pressechefen hos Star Tour tegner:

- Vi får ganske få henvendelser fra folk, der har købt en rejse til Tyrkiet. Jeg vil ikke sige, at de er bekymrede, men de spørger ind til, hvordan situation er, og hvordan de skal forholde sig, siger Nikolai Johnsen, pressechef i Star Tour.

Det, vi siger til dem, er, at det er helt sikkert at rejse til de tyrkiske ferieområder. Og der hvor der er uroligheder ligger 750 km væk, forklarer han.

Der skal meget til at ændre folks rejselyst
Hos Bravo Tours har man fulgt urolighederne i Tyrkiet nøje:

- Vi var lidt spændte på, om der ville komme en reaktion, men folk er godt klar over, at urolighederne er 800-1000 km fra de områder, hvor man holder ferie, siger Stig Elling, rejseambassadør hos Bravo Tours.

Ifølge Stig Elling, er der små 10.000 danskere der holder ferie i Tyrkiet lige nu.

- Danskerne har fået for meget 'hård hud'. Jeg ved godt, at det er hårdt sagt, men der skal mere til. Men sandheden er jo også, at det steder vi rejser til i Tyrkiet ikke er mere udsatte end København er. Skal man være bange for at gå en tur på Strøget, siger Stig Elling.

- Jeg tror, at der skal rigtig, rigtig meget til, før det ændrer på folks rejselyst.

69 kommentarer
Vis kommentarer