Hækkerup risikerer næse: Skjulte PET-vurdering

Justitsminister Nick Hækkerup (S) valgte ikke at dele central PET-vurdering om børnene i Syrien, selvom hans embedsmænd havde udstyret ham med den, og nu læner han sig opad en næse, lyder det

Sagen kort: Jeppe kofod, Trine Bramsen og Nick Hækkerup kendte til PET's sikkerhedsvurdering af børnene i Syrien i sommeren 2019.

Tre gange blev han orienteret om det af sit embedsværk, men alligevel puttede Nick Hækkerup med oplysningen i månedsvis.

Derfor er justitsministeren under et betydeligt pres inden tirsdagens samråd, hvor en central vurdering fra PET i sagen om de danske børn i Syrien nok en gang er omdrejningspunktet, og på forhånd åbner flere partier for, at samrådet kan få konsekvenser for Nick Hækkerup.

- De oplysninger, som Ekstra Bladet er kommet med, er ekstremt alvorlige, og set i det lys skal ministeren komme med god forklaring, hvis han skal undgå alvorlig kritik af Folketinget, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, som har indkaldt til samrådet for at få svar på, om justitsministeren mener, at han har 'givet Folketinget tilstrækkelig information'.

Peter Skaarup opfordrer de øvrige partier til være klar til at reagere med en næse til ministeren.

- Ministeren bør have en næse, mener jeg, og det vil jeg opfordre de andre partier til at bakke op om, siger han.

Hvad er en næse?

Hvis et flertal i Folketinget mener, at en minister har handlet forkert, kan Folketinget eller et af Folketingets udvalg vedtage en beslutning, som kritiserer ministeren.

Det er en sådan kritik, der i pressen omtales som en næse. Udtrykket næse stammer formentlig fra det gammeldanske nesæ, der betyder skam eller vanære. 

Næsen bruger folketingsmedlemmerne til at irettesætte en minister med, men næsen har ingen juridisk betydning, og kritikken tvinger ikke en minister til at gå af. Det er dog et stærkt politisk signal.

Kilde: Folketinget

Vurdering lå i beredskab
Baggrunden for samrådet er en PET-vurdering, der i 2019 aldrig frem til Folketinget, selvom den var fundet frem og gjort klar,

Ekstra Bladet kan nu yderligere afsløre, at embedsmændene i Justitsministeriet op til et samråd om de syriske fangelejre 6. september 2019 havde samlet de relevante oplysninger til justitsministeren.

PET-vurderingen indgik i det såkaldte 'beredskab', som skulle klæde Nick Hækkerup på til at dele de mest centrale oplysninger med Folketinget. PET's vurdering lød, at de danske børn i Syrien risikerer at blive radikaliserede, jo længere tid de opholder sig i fangelejrene.

Artiklen fortsættes under billedet ...

Men af uvisse årsager valgte Nick Hækkerup ikke at gøre brug af denne del af beredskabet, og PET-vurderingen kom dermed ikke frem under samrådet.

Der blev ellers både talt om både børnene i lejrene, radikalisering og Danmarks sikkerhed under samrådet.

Mens den nye vurdering fra PET forblev en velbevaret hemmelighed i regeringen, henviste Nick Hækkerup derimod flere gange til PET's sikkerhedsvurdering fra 2018 under samrådet i september 2019. I den er risikoen for børnene ikke beskrevet.

Vurderingen blev først lagt frem i marts 2020 som en del af PET's samlede trusselsvurdering, der var et år forsinket.

Orienteret tre gange
I en skriftlig kommentar forklarer Nick Hækkerup, at han første gang modtog PET's vurdering 'som en del af det materiale fra Justitsministeriet, jeg modtog til min baggrundsinformation, da jeg tiltrådte som justitsminister.'

Vurderingen blev også bragt op, da regeringen skulle drøfte situationen i Syrien i sommeren 2019. Tredje gang PET-vurderingen blev lagt op til Hækkerup var op til samrådet 6. september 2019.

'Den indgik i mit beredskab til samrådet,' skriver han i en mail, og Hækkerups beslutning om at tilbageholde vurderingen er på kant med den lov, som ministre er underlagt. Det har professor i forvaltningsret, Sten Bønsing, tidligere vurderet.

- Det er på kant med ministeransvarlighedsloven, vurderer jeg, og noget som Folketinget tidligere har givet næser for, siger han.

Hækkerup hæftede sig ikke ved oplysning
Justitsminister Nick Hækkerup har tidligere oplyst i en mail, at han ikke informerede Folketinget om PET-vurderingen, da den i hans optik allerede var en del af den offentlige debat.

Tidslinje

Januar, 2018:
PET og Center for Terroranalyse udgiver den årlige Vurdering af Terrortruslen mod Danmark. Børnene i Syrien nævnes stort set ikke i rapporten.

Marts, 2019:
Justitsministeriet modtager PETs nye Vurdering af Terrortruslen mod Danmark. PET vurderer i rapporten, at børnene i Syrien ikke udgør en trussel. Ministeriet stempler rapporten som et udkast, og den offentliggøres ikke, og Nick Hækkerup har siden oplyst, at flere terrorangreb forsinkede vurderingen.

September, 2019:
Under et samråd om fremmedkrigere Syrien henviser justitsminister Nick Hækkerup til trusselsvurderingen fra januar 2018, selv om ministeriets top kender til den nye rapport.

Marts, 2020:
Efter et års forsinkelse udgives PETs trusselsvurdering.

September, 2020:
FE deler oplysninger med fire ministerier - Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet om, at Islamisk Stat har smuglet 30 børn ud fra fangelejrene i Syrien, at de planlægger at smugler yderligere 350 børn ned til år 10 år, samt driver en børneafdeling inde i lejrene.

April, 2021:
Udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen siger under et samråd i Folketinget, at de ikke kendte til de konkrete FE-oplysninger, som Ekstra Bladet afslørede.

'Jeg hæftede mig ikke særskilt ved denne oplysning, formentlig fordi det var almindelig kendt i den offentlige debat, herunder på baggrund af vurderinger fra både danske og udenlandske eksperter, ligesom det lå i forlængelse af PET’s vurdering af terrortruslen mod Danmark fra 2018, at der var en risiko for radikalisering forbundet med ophold i konfliktzonen,' skriver Nick Hækkerup.

Foruden justitsministeren var også udenrigsminister Jeppe Kofod, forsvarsminister Trine Bramsen samt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye informeret om PETs-vurdering.

Åben for konsekvenser
Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, vil afvente ministerens forklaring på samrådet, før partiet træffer nogen konklusioner.

- Men der er ingen tvivl om, at der er dybt kritisabelt, at PET's trusselsvurdering er blevet tilbageholdt så længe. Så jeg kan sagtens forestille mig, at Enhedslisten kan bakke op om at udtale kritik af ministeren, siger hun og anerkender ikke Nick Hækkerups forklaring om, at indholdet i PET's vurdering allerede indgik i den offentlige debat.

- Det nye er jo, at det er PET, der kommer med den vurdering, som er væsentlig for debatten og vejer tungt. Så det er i den grad nyt og vigtigt, at det kommer fra PET.

- Kan det ende med, at Enhedslisten udtrykker mistillid til Nick Hækkerup?

- Det er jo altid svært at sige på forhånd.