Hærchef fyret: - Vi har brug for ro

Den nepotisme-sigtede hærchef H.C. Mathiesen flyttes permanent fra jobbet - Michael Lollesgaard er ny hærchef

Forsvaret gennemfører nu en rokade i sin topledelse, der betyder, at den hjemsendte hærchef Hans-Christian Mathiesen bliver fjernet helt fra sin stilling.

Det er opsigtsvækkende, fordi Forsvarsministeriets Auditørkorps endnu ikke er færdig med at undersøge den sag om nepotisme, der fik forsvarschef Bjørn Bisserup til at fritage hærchefen midlertidigt for tjeneste, mens undersøgelsen pågår.

- Vi har brug for, at der er ro om Hærens ledelse, for vi er i gang med at implementere det nye forsvarsforlig, der betyder rigtig mange ændringer i Hæren, siger Bjørn Bisserup.

H.C. Mathiesen har været hjemsendt siden oktober, og han er formelt sigtet for at have misbrugt sin stilling til at fremme sin kærestes karriere i Hæren.

Den nu tidligere hærchef bliver i første omgang ikke sparket helt ud, men henvises til et midlertidigt stillingsnummer i Forsvarskommandoen, indtil auditørerne har besluttet, om der skal føres en sag mod ham eller ej.

Det er uvist, hvornår den undersøgelse bliver færdig.

- Hvad gør I, hvis han ender med at blive renset?

- Jeg vil ikke spekulere i, hvad vi gør, når den sag på et tidspunkt er slut. Men det er jo normalt i Forsvaret, at man har et job i en årrække, og det har Hans-Christian Mathiesen jo haft, siger Bjørn Bisserup.

- Kan der blive tale om, at han så kan genindtræde som hærchef?

- Nej, det kan jeg ikke se for mig.

Pr. 1. september hedder den nye hærchef derfor Michael Lollesgaard.

58-årige Lollesgaard er en erfaren generalmajor, der netop er vendt hjem fra Yemen, hvor han har været chef for FN's mission i det borgerkrigshærgede land.

Før det var han chef for Danmarks militære repræsentation i NATO, og han har også været leder af FN's meget farlige Minusma-mission i Mali.

- Michael er med sin store erfaring den helt rigtige til at stå i spidsen for Hæren.

- Jeg har fuld tillid til, at han har præcis de kompetencer, der skal til for at løse de opgaver, der venter Hæren med det nye forsvarsforlig, siger Bjørn Bisserup.

Ud over at H.C. Mathiesen ryger ud til fordel for Lollesgaard, betyder rokaden et farvel til den hidtidige nummer to i Forsvaret, viceforsvarschef og generalløjtnant Max Arthur Lund Thorsø Nielsen – kaldet MALT.

Han har søgt og fået Lollesgaards gamle job som chef for Danmarks militære repræsentation i NATO.

Den ledige stilling som viceforsvarschef skal ifølge Forsvaret inden længe slås op.

OVERBLIK

Specialmediet Olfi, der dækker det danske forsvar, har afdækket, hvordan Hans-Christian Mathiesen som hærchef muligvis har brudt loven ved at fremme sin kærestes og siden kones karriere i Forsvaret.

Forsvarschef Bjørn Bisserup sagde i første omgang, at han ikke ville se på sagen og udtrykte fuld tillid til hærchefen. Forsvarets Auditørkorps indledte dog en undersøgelse, og hærchefen blev fritaget for tjeneste i oktober 2018.

Senere blev han sigtet, og nu fjerner Forsvarskommandoen ham fra sin stilling som hærchef.

Det er Hans-Christian Mathiesen mistænkt for:

* I 2014 skulle hærchefen have ændret kriterierne for optagelse på studiet master i militære studier uden at fortælle det til andre end sin kæreste. Ændringerne gjorde det muligt for hende at komme ind på uddannelsen.

* Han skulle derefter have flyttet hende op ad listen af kandidater, så hun på trods af mere kvalificerede ansøgere kom ind på uddannelsen. Den optog 13 ud af 97 ansøgere.

* Hans-Christian Mathiesen undlod at orientere sine chefer om sin inhabilitet.

* Hans-Christian Mathiesen oprettede projektkontoret "Hærens Soldater 2025", ansatte sin kæreste og udnævnte hende til major. Igen oplyste han ikke sine chefer om sin inhabilitet.

* I 2016 ændrede han reglerne for optagelse på operations- og føringsuddannelsen, så hans kæreste kunne blive optaget, på trods af at hun manglede kvalifikationer. På denne uddannelse blev 14 ud af 60 ansøgere optaget.

* Igen oplyste han ikke sine chefer om sin inhabilitet.

* Auditørkorpset indledte 19. oktober 2018 en undersøgelse af sagen. 31. januar i år meddelte Auditørkorpset, at det havde sigtet hærchefen.

* Hans-Christian Mathiesen er sigtet for tjenestemisbrug efter straffelovens paragraf 155 og grov pligtforsømmelse efter den militære straffelovs paragraf 27.

* 23. august 2019 meddeler Forsvarskommandoen, at Hans-Christian Mathiesen fjernes fra jobbet som hærchef.

* Han placeres i stedet i et "midlertidigt stillingsnummer i Forsvarskommandoen, indtil sagen ved Forsvarsministeriets Auditørkorps er afsluttet", oplyser Forsvarskommandoen.

Kilder: Forsvarsmediet Olfi og Forsvarets Auditørkorps.

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere