Hæver alarmberedskab: Vil forbyde indendørs kontakt

Fra lørdag vil det for ni millioner indbyggere være forbudt at mødes med folk fra andre husstande indendørs

I London vil der fra lørdag blive indført strammere restriktioner for at bremse en genopblussen af coronavirus i den britiske hovedstad.

Det bekræfter den britiske sundhedsminister Matt Hancock på et parlamentsmøde.

Restriktionerne vil blandt andet betyde, at det fra lørdag vil være forbudt at mødes med folk fra andre husstande indendørs. Forbuddet gælder både i private hjem og på beværtninger.

Sundhedsministeren bekræftede desuden på parlamentsmødet, at man hæver beredskabet til 'tier 2', hvilket vil sige at alarmberedskabet bliver hævet fra 'normalt' til 'højt'.

Regeringen fejler
Londons borgmester Sadiq Khan sagde i et kort pressemøde på BBC torsdag, at den britiske regering har 'fejlet, når det kommer til at skabe et testsystem.

- Jeg mener, at vi også har brug for handling på nationalt niveau, ligesom regeringens eksperter også har anbefalet, sagde han på pressemødet.