Hallo, er der nogen hjemme på Rigshospitalet?

Med alle symptomer på coronavirus og en henvisning til test, ligger Marie Nørgaard nu på andet døgn og venter på en opringning fra Rigshospitalet

Marie Nørgaard, 37 år, skal testes for coronavirus. Hun ved i skrivende stund ikke, om hun er smittet. Foto: Stine Tidsvilde
Marie Nørgaard, 37 år, skal testes for coronavirus. Hun ved i skrivende stund ikke, om hun er smittet. Foto: Stine Tidsvilde

Det kom snigende kort før sengetid forleden aften. Symptomerne var, som jeg har hørt, at de også er for de mere end 3100 andre danskere. Kriller i halsen og ondt i svælget.

Da jeg i går nat vågnede klokken 4.00 og undrede mig over, hvorfor jeg mon trak vejret gennem et sugerør, vidste jeg det med det samme. Almindelig influenza giver slet ikke denne form for vejrtrækningsproblemer.

Det var som om, at symptomerne også godt vidste, at de nu bare kunne komme frit frem og overmande mig.

Så da jeg min ringede til min egen læge ved telefontids-start klokken 8.00, kunne jeg fortælle, at jeg var ramt af feber, hovedpine og en væmmelig, tør hoste (som i virkeligheden mest dukker op, når følelsen af ikke at kunne få luft, bliver for meget). Jeg skulle bestemt henvises til Rigshospitalets coronaklinik, lød det i telefonen.

Det lød fint, nåede jeg at tænke, og jeg blev både imponeret, lettet og glad, da jeg fik at vide, at jeg højst sandsynligt ville høre noget indenfor en time – højst to.

’Så er systemet i hvert fald ikke knækket under den kurve, vi alle sammen har set så mange gange på alle de pressemøder’, tænkte jeg. ’Det spiller, det her’.

Marie skal testes

Marie Nørgaard har fået symptomer på coronavirus og er blevet henvist til Rigshospitalets coronaklinik af sin egen læge. I de kommende dage vil Marie skrive om sine symptomer, kontakten med det offentlige og de udfordringer det giver at være mistænkt som coronasmittet.

Marie er 37 år, har to børn og arbejder til dagligt som journalist på Ekstra Bladet. Hun har i de seneste tre uger arbejdet fra sin hjemmearbejdsplads.

Men jeg var også så ’heldig’ at blive syg netop den dag, hvor Sundhedsstyrelsen udsendte nye retningslinjer, så det nu er muligt at henvise patienter med mildere symptomer til test direkte fra egen læge. Hurtigt igennem. Styr på smittekæderne. Effektivt og meget efterspurgt i landet, der var blandt de første til at lukke helt ned, men som nu skriger på at åbne igen.

Det er nu et døgn siden, jeg blev fik den besked.

Halvvejs gennem dagen i går besluttede jeg at ringe til min egen læge, hvis telefontid i mellemtiden for længst var forbi, så jeg måtte lægge beslag på hendes akuttelefon.

Hun var forundret, fik ringet til Rigshospitalet, der glædeligt kunne meddele min læge, at jeg skam både var blevet visiteret og testet for corona.

Min læge ringede tilbage og spurgte forsigtigt: ’Marie, er du sikker på, at du ikke er blevet ringet op? Og at du ikke er blevet testet?’

Og der må jeg bare sige; selv om det er vanvittigt ubehageligt at have det, som jeg har det, så kan jeg alligevel godt huske, hvad jeg har lavet, siden jeg stod op. Særligt fordi meget af dagen har stået på en kamp om, hvorvidt tre hjemme-undervisningstimer reelt er tre timer, eller om det skal omregnes til tre lektioner af valgfri varighed. Og særligt kan jeg da huske, hvad jeg IKKE har lavet. Netop fordi jeg hele dagen (med hjemmeskolings-skænderier som underlægningsmusik) ventede på, at min telefon skulle ringe. Hele dagen. H-E-L-E dagen. Hvilken min telefon IKKE gjorde.

Det viste sig, efter endnu en opringning til Rigshospitalets coronaklinik, at jeg overraskende nok alligevel ikke var blevet testet, men at jeg ville blive registreret til det nu. Dog skulle jeg måske slet ikke testes på Rigshospitalet, men på Herlev Hospitalet. Måske var det et sted i den fordeling, jeg var blevet ’tabt’?

Nå, men det var i går eftermiddags. Jeg hørte aldrig fra hverken Rigshospitalet eller Herlev Hospitale.

Jeg håber virkelig, at det skyldes, at alle – som jeg formoder – på coronaklinikken løber solen sort i disse dage, og at alle de hænder, der overhovedet er til rådighed, bliver brugt på de svageste. Alle dem, der har meget mere brug for det end mig.

Jeg er ikke i risikogruppen. Jeg er ikke gammel (37 år), og jeg er sund, rask og i god form. Men jeg er også på Herrens mark. Jeg har to børn, der skal med deres far i sommerhus senere i dag – eller skal de…? De børn to, som i øvrigt – helt i tråd med regeringens instrukser – har leget med et par kammerater hver. Hvornår skal de kammerater og deres forældre have besked? Hvornår skal naboerne? Hvad med mine bonusbørn, som jeg selv var i sommerhus med i sidste weekend?

Hvem skal købe ind? Jeg skal helt sikkert ikke, men kan jeg sende kæresten af sted, eller skal vi have det bragt til døren?

Der er mange ting, jeg sidder og får pulsen op over – hvilket ikke er godt, når man i forvejen lider af åndenød.

Mest af alt tænker jeg på dem, der som jeg har ventet i et døgn, som sidder alene og venter på den opringning, der helt sikkert gjorde dagen i går ulidelig at komme igennem. Måske er de bange, måske har de det meget værre end mig, måske mangler de svar på præcis de samme spørgsmål, som jeg har.

Lige nu er der ét, der presser sig mere på end alle de andre: er der nogen på Rigshospitalet, der kan mit telefonnummer? For så må i virkelig gerne ringe til mig i dag.