Hallo, shitstormer - husk hovedpersonerne

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Måske var drengen her bare stolt af at være model. I hvert fald siger hans mor, at de forargede skal stoppe deres tuderi. Foto: H&M
Måske var drengen her bare stolt af at være model. I hvert fald siger hans mor, at de forargede skal stoppe deres tuderi. Foto: H&M

Kan I huske Dove-reklamen fra sidste år, som skabte en shitstorm på de sociale medier? Den med forskellige kvinder - en sort, en rødhåret med kridhvid hud, en mellemøstlig - som tager deres trøjer af og undervejs 'forvandler' sig til hinanden?

Reklamen blev læst som racistisk. Den sorte kvinde bliver til den hvide kvinde, da hun hiver trøjen over hovedet. Den hvide kvinde bliver også til den mellemøstlige, hvilket fyldte knap så meget. Men hudplejefirmaet Dove beklagede. De trak billederne tilbage fra egne platforme.

Den sorte kvinde i reklamen, Lola Ogunyemi, var paf. Den havde hun ikke set komme.

Lola er en nigeriansk kvinde, der er født i London og vokset op i Atlanta. Fra barnsben fik hun at vide, at hun var køn. Altså i betragtning af, at hun er sort. Underforstået, at hun ville være smukkere, hvis hendes hud var lysere.

Det var denne ubehagelige bevidsthed, der fik hende til at slå til, da hun blev spurgt, om hun ville være med i Dove-reklamen. Hun så det som en mulighed for at repræsentere sine søstre med mørk hud inden for et globalt skønheds-brand, som hun formulerede det i en klumme i den britiske avis The Guardian.

'Den perfekte måde at minde verden om, at vi er her, vi er smukke, og endnu vigtigere, vi er værdsat', skrev hun.

For hende var det en positiv oplevelse at være med i reklamen, både under optagelserne, og da hun så resultatet. Hun understreger, at hvis hun på nogen måde havde opfattet den som blot i nærheden af racistisk, havde hun forladt etablissementet.

Jeg minder om Lolas historie, fordi en lignende sag dukkede op i denne uge. Nemlig den om tøjkoncernen H&M, som kom for skade at vise en lille sort dreng som model iført en trøje med påskriften 'Coolest monkey in the jungle'. På dansk: 'Den mest cool abe i junglen.'

Da barometeret viste shitstorm, trak H&M i land og undskyldte. Givetvis under indtryk af, at flere internationale kendisser lagde navn til beskyldningerne om racisme.

Men så var der lyd fra drengens svenske mor, Terry Mango. På samme måde, som der var lyd fra Lola Ogunyemi om Dove-reklamen.

'Stop jeres tuderi', skrev hun på Facebook, hvor hun opfordrede de forargede til at komme sig over det og holde op med at råbe 'ulven kommer' hele tiden.

Ligesom Lola Ogunyemi kan Terry Mango ikke se racismen.

Og spørgsmålet er vel også, om racismen i virkeligheden ligger hos de forargede. Af de knap 13.000, der har deltaget i en afstemning på Ekstra Bladets nationen!, mener 75 procent, at de, der anklager H&M for at være racistiske, selv er racister.

Det ligger i tråd med det klogeste indlæg i denne debat, jeg har set på Facebook i ugens løb.

Min kollega Lucia Odoom fra Politiken skrev om offergørelsen af drengen i den grønne hættetrøje, allerede før drengens mor kom på banen. Hun gættede på, at han sikkert selv var stolt af at stå model og gjorde sig denne overvejelse:

'Jeg er lidt bekymret for, om folk bliver bange for at deltage i noget som helst, om der kommer paranoia og overanalyse. At man som sort menneske altid skal have andre folks mistænkeliggørende kommentarer, hvis der sker noget godt for en. Så pas på I ikke selv ender som skurke, når I påpeger alt muligt. eks...når man er glad, fordi en fyr kan lide en, og en veninde siger 'så har han måske en fetish for sorte kvinder', så får jeg lyst til at ende et venskab og flytte til en anden planet.'

Shitstorme som dem mod Dove og H&M får fremover mere vind i sejlene. Det er et af resultaterne af den hidtil største algoritmeændring, som Facebook lancerede fredag.

Derfor ville det klæde Facebook - og os andre - at gøre følgende notat:

Få hovedpersonerne på banen så hurtigt som muligt. Man kunne jo blive klogere af at lytte til dem.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen